Bøger i Nordisk kriminalreportage serien

Han brød ind i en sportsforretning og stjal et haglgevær. Han skød vildt omkring sig og tog gidsler, som han truede på livet. Han stjal flere biler og holdt ud i næsten en time, inden han på dramatisk vis blev stoppet.

Tidligt om morgenen den 15. maj 1984 anløb det honduranske skib Condata Goteborgs Frihavn med en last af bananer fra Almirante i Panama. Ved toldeftersynet blev der fundet 40 kilo kokain i en smøreolietank i skibets maskinrum.

Lige udenfor Visby blev Conrad Pet­tersson Lundqvist Tector halshugget, og et par dage senere blev Gustav Adolf Eriksson Hjerl henrettet på samme måde. Sidstnævnte blev hals­hugget lige udenfor Malmköping - et tilløbsstykke som havde samlet tusindvis af nysgerrige tilskuere. Dramaet har gået i biograferne som fiimen «Drømmen om Amerika». Filmen blev indspillet på stedet i maj 1976, næsten præcis 100 år efter henrettelserne fandt sted.

Indbyggerne i Riispyy i Sastmola sogn forberedte sig til julen. Det gjorde Martta Halonen, en 70-årig enke efter en landbruger, også. Hun boede alene i sit lille hus i udkanten af byen. Men julen blev ik­ke, som hun havde tænkt sig...

I maj 1972 blev der begået en frygtelig forbrydelse i Finland. Tre unge drenge blev myrdet koldblo­digt da de sov i deres telt ved en smuk sø ved Kytäjärvi. Mordene vakte stor opmærksomhed i masse­medierne, især da gerningsmanden blev afsløret. Man spekulerede meget på hvordan og hvorle­des. Nogle måneder senere indtraf et nyt mord kun nogle kilometer fra det første mordsted. Men den­ne gang vakte forbrydelsen næsten slet ingen op­mærksomhed. Opdagerne derimod var meget undrende: Havde den første forbrydelse fungeret som udløser for den anden? Havde den person som begik det sidste mord identificeret sig med den første morder?

Det er den 28. februar 1910. Vinteren har endnu greb om Stockholm. Himlen er blygrå, og en kold vind fejer langs med Myntgatan i "Staden mellem broerne", hvor opdagelsespolitiet har sine lokaler, og hvor Stockholms underret er nær­meste nabo til Riddarhuset. Klokken er ti om formiddagen, og en broget skare er samlet uden­for rettens lokaler. Mange af de nysgerrige har stået der et par timer, og kulden begynder at kunne mærkes. Alligevel står man der stadig for at være vidne til det, der skal vise sig at blive den sidste henrettelse i Sverige.

Da mordet pa Tellervo Lindroos for nylig var blevet begået, og de skyldige stadigvæk forsøgte at gemme liget, spadserede Armas Nymann lykkeligt omkring på sin grund i Klaukkala i Nurmijiirvi uden at ane noget om, at han skulle blive det næste offer for den samme bandes forbrydelser.

En solfyldt søndag formiddag i midten af juli må­ned 1976 flygtede fire fanger fra fængslet i Norr­köping. Aktionen kan nærmest sammenlignes med en kommandoraid. Det var tre personer, der ved hjælp af en tung lastvogn forcered lågerne ind til fængslet og befriede deres kammerater, der var indsat i isoleringspavillionen. Da politiet nogle mi­nutter senere ankom til stedet, var det hele over­stået. Opklaringsarbejdet kunne begynde.

Dette her er en noget usædvanlig historie. Den handler om det, der siges at være verdens ældste erhverv - prostitutionen. Virksomheden blev drevet i mange år i stor stil med mange kvinder - også meget unge piger - og sikkert endnu flere indblandede mænd. Opklaringsarbejdet, som kri­minalpolitiet i Stockholm stod for, foregik i for­året 1976.

En forkert person var mistænkt under det første stadium for røveriet ved Norrmalmstorg. Den mis­tænkte lod imidlertid høre fra sig fra Hawaii for at bevise sin uskyld. Men han havde skumle affærer på sin samvittighed - han var til og med efterlyst, og der var afsagt fængslingskendelse mod ham. Om hans forskellige kup og udsvævelser handler denne artikel.

AIle forbrydelser har et mere eller mindre klart for­mål. Gerningsmanden vil enten skaffe sig økonomiske eller materielle fordele på bekostning af andre, eller også vil han hævne sig på grund af en uretfær­dighed. Hvis hævnmotivet er den udløsende faktor, resulterer det for det meste i, at modstanderen ud­sættes for fysisk vold. Men der forekommer også en type forbrydelse, hvor gerningsmanden på en ofte udspekuleret og infam måde forsøger at skade sine ofrer psykisk. Da drejer det sig om brevterror. I Finland blev der i 1984 afsløret en person, der gennem lang tid havde plaget sine medmennesker ved at sende anonyme breve til dem og deres pårørende, bestille varer i deres navn og til og med ind­sætte falske dødsannoncer i aviserne.

Denne begivenhed skete i en af dalene nord for Oslo. Den journalist, som var blevet sat på sagen, var nødt til at køre forholdsvis hurtigt. Det var fre­dag, og lørdagsavisen havde på det nærmeste sprængt rammerne, så manuskriptet måtte være parat i god tid. Der var ikke meget trafik på vejene, for denne historie foregik et par år før krigen, 1938, og på den tid havde man ikke lørdag fri i Norge, som man har det i vore dage.

Røverier på postkontorer har man efterhånden haft adskillige af i Norge, men at røverne som i denne refererede sag affyrer skud mod og sårer personalet på postkontoret, har man dog hidtil været forskånet for. Politiet kom lidt for sent ind i billedet og fik derfor for sent sat den særlige røverialarmplan i værk. Men politiets vilje til aldrig at give op gav alligevel resultat.

Det var en strålende sommermorgen den 1. juni 1970. Sædvanligvis var der ingen mennesker på dette sted i Laksevåg uden for Bergen. Det ligger lidt for afsides. Men denne morgen var der opstået en eller anden fejl på vandforsyningen - noget med klortilførslen - og to vandværksarbejdere var sendt op til klorhuset ved vandreservoiret for at rette fejlen. De havde kun kunnet opholde sig få minutter inde i klorhuset, så måtte de ud for at få lidt frisk luft. Herude blev de mødt af et syn; der chokerede dem betydeligt mere end den kvælende klorgas - et lig.

Gennem de senere år er det blevet mere og mere almindeligt, at personer, der er tilknyttet ambassader og konsulater rundt om i verden, er blevet udsat for voldsforbrydelser, der som regel har haft politisk baggrund. Også i Sverige har der været flere okkupationer af fremmede magters ambassader og konsulater, dog uden at der i forbindelse hermed er begået alvorligere forbrydelser - indtil den 7. april 1971, da den jugoslaviske ambassadør i Sverige Vladimir Rolovic blev myrdet på den jugoslaviske ambassade i Stockholm.

Den 12. januar 1912 så Toivo Harald Koljonen dagens lys i Lahti. Hans far var fyrbøder. Fami­lien levede fattigt, og faderen var undertiden arbejdsløs. Da Toivo kun var 13 ar gammel, måtte han begynde at forsørge sig selv. Hans skolegang havde det været så som så med, og det er klart, at da han som 13-årig ikke havde nogen som helst uddannelse, var kriminalitet en tillokkende udvej.

Hvem kunne vide, at der bag det samvittighedsfulde og pligtopfyldende postbud gemte sig en kold og beregnende postrøver. Under alle omstændigheder kunne hans arbejdskammerater ikke vide det og hel­ler ikke nogen anden i hans kammerat- og vennekreds. Det kom derfor som et chok for mange, da han blev anholdt og senere fængstet mistænkt for et af de største postrøverier i Sveriges historie.

I filmen "Brannigan" med John Wayne blev en kidnappets afhuggede finger sendt til dem, der skulle afpresses penge. Sådan gik det også til, da en 27-årig kvinde blev bortført fra sit hjem i Helsingborg, og hendes for­ældre blev opsøgt af pengeafpressere. Men kvin­den var allerede myrdet, da den særprægede for­sendelse nåede frem til de pårørende. Initiativtageren til forbrydelsen havde fundet sin medhjælper gennem en annonce.

Når man vil diskutere planerne for en forbrydel­se, skal man ikke sætte sig på en overfyldt restau­rant og bestille øl og vin - der er altid nogle, der lytter.

Nordisk Kriminalreportage bragte i 1979 en artikel med overskriften "Politimand som gidsel". Vi kaldte hovedpersonen for Pentti Riisiinen, en fange på flugt. Efter at have begået et røveri mod et post­hus tog han en politimand som gidsel og lod denne køre ham rundt i Finland i politibilen. Pentti optræder også i denne artikel, og denne gang handler den om en senere flugt, der bragte ham over i det hinsides.

I slutningen af 1984 skete der en rystende tragedie i Björneborg. En far dræbte sine to sønner og deres to hunde. Til sidst forsøgte han at brænde ligene ved at sætte ild på sin bil. Faderen kommer nu til at fundere over sin handling i fængslet, og moderen har fået dybe og smertelige sår. Spørgsmålet er, om de nogensinde kan læges. Familiens pårørende sørger og spørger undrende: Hvorfor skete det?

I begyndelsen af 1920'erne vakte Maria Åkerblom og hendes tilhængere opsigt over alt i Finland. Hun var en religiøs sværmer og tiltrak sig myndighedernes interesse på grund af sin anderledes opførsel. Hun blev anklaget og sidenhen idømt en mærkbar straf, men inden det kom så langt, havde hun længe drevet gæk med politi og fængselsmyndigheder.

De to unge mennesker, Sinni og Junnu, gik i skole sammen. De blev forelskede i hinanden og flyttede sammen. Deres første år sammen gik godt – de fik endda et barn. Alt burde derfor have været godt og lykkeligt, men det var ikke tilfældet. Jalousi kom ind i billedet, og deres kærlighedshistorie fik en sørgelig slutning. Pigen fik men for livet, og fyren blev idømt en lang fængselsstraf.

Den 16. marts 1916 blev den svenske offentlighed rystet over en opsigtsvækkende nyhed i aftenavi­serne. Der kunne man læse om et modbydeligt morddrama, der den samme dag ved 12-tiden havde udspillet sig i Arbetareringens bankkontor i Humlegårdsgata 7 i Stockholm. Bankpersonalet, bankbestyrer Erland Lundgren og kasserersken Vera Wolff, var begge myrdet af en ung mand, der var gået frem på en så koldblodig og grusom måde, som langt overgik, hvad man tidligere havde hørt tale om. Vidne til en del af begivenheden var en bankkunde, en ung dame, nu over 90 år gammel. Hun skildrer her dramaet og de belastninger, som hun selv var udsat for.

I slutningen af 1983 blev der i Finland afsløret et omfattende kunstbedrageri. En maler, der var mistænkt for at have solgt forfalskede værker/malerier der var signerede med kendte maleres navne. Manden der titulerede sig som maler havde også solgt malerier i sit eget navn. Men disse malerier var også malet af en anden maler, en maler der hørte hjemme i Thailand.

Hvordan kan det være, at fire tilsyneladende anstændige, pæne og nydelige unge mænd begår to meget grove postrøverier? Denne artikel kan muligvis give et svar på det spørgsmål - eller i det mindste en rimelig forklaring. Begge røverier var identiske. Ved begge røverier blev der stjålet en postbil, og chaufføren blev mere eller mindre taget som gidsel. Det første røveri blev begået fredag den 28. september 1984. Det posthus, det gik ud over, er beliggende ved Frolunda torv i Goteborgs vestlige udkant. Det andet røveri blev begået mod posthuset i Angered i Goteborgs østlige udkant. Det blev begået onsdag den 27. marts 1985.

Fredag den 16. juli 1982 ved 8-tiden om morgenen skete der en voldsom eksplosion udenfor chef anklageren Sigurd Denckers hus på Harovejen 15 i Orminge. Eksplosionen blev efterfulgt af en brand, der hurtigt bredte sig og førte til det resultat, at hele huset blev totalødelagt.

I denne artikel skal vi fortælle om en af de mest omfattende sager, som kriminalpolitiets narkotikaafdeling i Helsingfors har haft at gøre med. Det meste af tiden arbejdede en halv snes politifolk på sagen, og arbejdet foregik i godt et år. For nogle af de involverede er sagen stadig - sent på efteråret 1985 - ikke afsluttet. Den forgrenede sig fra hovedstaden og de omkringliggende kommuner til langt ind i landet, og der var også udløbere i udlandet.

Det var ikke let at være en forældreløs børnehjemsdreng i 1930'erne. Den behandling, han var udsat for, var en god grobund for had og bitterhed. Da han blev voksen, veg han ikke tilbage for noget for at komme så højt op på den sociale rangstige som muligt. Det var ved at lykkes for ham, men så gik det skævt.

Den 9. august 1984 forlod Alf et af Sveriges mest berygtede fængsler på en 48-timers orlov. Det skulle dog vare betydelig længere, henved et halvt år, inden han vendte tilbage. Denne gang med yderligere seks års fængsel, der skulle lægges til de to år, han allerede var i færd med at afsone. For at få vide, hvad dette skyldes, bliver vi nødt til at tage til den by, som Alf tog til – nemlig Malmø.