Bøger i Nordisk kriminalreportage serien

Lørdag den 2. maj 1998 klokken 13.19 kom en gymnasieelevs forældre ind til vagthavende ved Stavanger politikammer og meldte deres søn savnet. Han var sidst set af faderen, da han forlod hjemmet den 30. april klokken 23.15. Det blev begyndelsen på en af de mest uhyggelige og rå drabssager i Norge efter Anden Verdenskrig.Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Det var en smuk augustmorgen. En pensioneret politimand fra Helsinki hyggede sig med morgenkaffen, mens han kiggede avisens dødsannoncer igennem. En af dem fortalte om en ældre kvindes død, og det vakte hans opmærksomhed, uden at han kunne forklare hvorfor. Det, at han interesserede sig for netop denne dødsannonce, blev startskuddet på en efterforskning af en forbrydelse, som på mange måder blev exceptionel ...Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Torsdag den 15. september 1994 mødte en fortvivlet far op hos politiet i Aker for at melde sin datter, Christel, savnet. Christel led af skrive-, læse- og koncentrationsproblemer, men boede i egen lejlighed i Asker og klarede sig godt alene. Gennem kontakttelefonen havde hun fået mange venner rundt om i landet, og faderen vidste, at hun havde mødt en mand i Åndalsnesdistriktet, som hun tidligere havde besøgt, og han mente også, at hun var taget afsted for at besøge den samme mand nu. Det, der bekymrede faderen, var, at han i flere dage ikke havde hørt fra datteren. Hun plejede ofte at ringe hjem, når hun var ude at rejse. Derudover havde han opsøgt datterens bank, og de kunne fortælle ham, at der ikke var blevet hævet på hendes konto i flere uger ...Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Tidligt om morgenen fredag den 7. november 1997 afsluttede politiet en længere efterforskning med at sætte håndjernene på to familiefædre, som bagefter skulle vise sig at være to af Norges mest aktive bank- og postrøvere.Da var der gået over fire år, siden de begik deres første røveri mod Sparebanken NOR’s afdeling i Greåker uden for Sarpsborg ...Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Charles var 86 år gammel, men han var både rask og frisk. Han boede i et lille hus for sig selv og levede nærmest som eremit. Der gik rygter om, at han hav­de mange penge gemt i sit hus, og dette rygte nåede også nogle unge menneskers ører. En nat brød de ind hos den sovende gamle mand. De overfaldt ham og stjal de penge, som han opbevarede i en sæk under sin seng. Derefter forlod de ham forslået og blødende, mere død end levende.

I foråret 1974 døde en gammel mand på Skt. Bir­gittas hospital i Vadstena. Dermed sluttede en mærkelig skæbne. Manden hed Johannes Kroeger - dømt for mord. Han havde tilbragt 56 år af sit liv bag tremmer. Det er rekord i Sverige.

To piger var på vej hjem tidligt en lys og dejlig sommermorgen, da de passerede en taxa, der holdt parkeret i vejkanten. Chaufføren sad på forsædet, men han var død - skudt i hovedet - og blodet løb ned over hans ansigt. Et øjeblik stod pigerne som lammet over det gruopvækkende syn - så løb de. Der blev iværksat et stort efterforsknings­arbejde, hvori der deltog to politi afdelinger, og arbejdet strakte sig over flere år. Men begge taxa­mordene er uopklarede den dag i dag.

I takt med tiden forandres vort syn på kriminalitet og kriminelle. I midten af 1950-erne, da dette begi­venhedsforløb fandt sted, blev "løsagtighed" ikke alene opfattet som moralsk forkasteligt men gav også næring til mistanker om kriminalitet, især kobleri. Hvordan er det i dag? Har vi den samme opfattelse? Er en prostituerets mand helt automatisk alfons, hvis han har kendskab til sin kones arbejde? Den følgende artikel lader de forskellige parter i en sag fra 1957 komme til orde. Herved bliver det indirekte vist, hvordan man dengang så prostitution i samfundet. Alle kendsgerninger er hentet fra rapporter og andre papirer, som blev skrevet i forbindelse med efterforskningen og retssagen.

I slutningen af den europæiske sikkerheds- og sam­arbejdskonference i Helsingfors skete der en begi­venhed, som vakte stor opmærksomhed både i den indenlandske og udenlandske presse. I den hensigt at standse en glasfiberbåd, som befandt sig i et be­vogtet område, og som sejlede med stor fart uden lys, affyrede marinesoldat Jarl Mikkonen et skud med sin raketpistol. Skuddet ramte imidlertid så uheldigt, at båden blev antændt og forårsagede derved de to ombordværende mænds død. Alt det­te skete den 31. juli 1975 på Laajalahti lige ved Helsingfors.

Verden over føres der en hård kamp mod handlen med narkotika. Det er en vanskelig, delvis ulige, kamp, som politi, told og andre myndigheder tvinges til at føre hver dag. Arbejdet må, ligesom bekæmpelsen af alle andre forbrydelser, koncen­trere sig om de alvorligste forbrydelser. Ressour­serne er begrænsede, kravet om retssikkerhed hjælper forbryderne, og mange andre ting gør det umuligt at komme helt til bunds med problemerne. Til trods for vanskelighederne er store velorganise­rede forbrydercentraler dog i den senere tid blevet afsløret med store beslaglæggelser som følge.

Den 1. marts 1971 myrdedes fire personer ved et skuddrama. Det var tinghuset i en mindre mellemsvensk by, som blev skuepladsen for en af de blodigste forbrydelser i svensk kriminalhisto­rie. En mangeårig og tung civilsag blev til slut en for stor belastning for gerningsmanden. Han brugte våben for selv at sørge for retfærdigheden. Før forbrydelsen havde han mineret sit hus, så det eksploderede og brændte op, da politiet skulle foretage husundersøgelse.

Dette er en skildring om en hjemmegående kone, en 41-årig kvinde, der blev bordelværtinde, om hendes piger og deres kunder. Det er også en skildring af den skæbne, der rammer dem, som bliver trukket ind i alkoholmisbrug.

En serie drab udøvet i Tammerfors i sidste halvdel af 1964 satte byen i alarmtilstand. Tilsyneladende uden motiv var de dog indbyrdes forbundne, idet ofrene alle drev forretning med køb og salg af brugte varer. Politiet var uden spor; indtil gerningsmanden begik en fejl.

I Stockholm har vi de sidste år haft mange - alt for mange - bank- og postrøverier. Det så dog ud til, at antallet af røverier i 1973 skulle blive mindre end tidligere. Dog lå det ligesom i luften, at der skulle komme et røveri med uskyldige mennesker som gidsler, men at det skulle blive af det omfang, som tilfældet blev i Kreditbanken på Norrmalms­torg i august 1973, havde vel ingen kunnet forudse. Denne spændingsladede hændelse, gav ekko i massemedierne verden over.

Han er gået ud og ind af fængselsportene adskillige gange. Selv om han har gjort flere alvorlige forsøg på at komme ud af fængselsmiljøet, har han før eller siden igen begået noget kriminelt. En svag karakter, ulykkelige omstændigheder og kammerater fra fængslerne har medført, at han til stadighed er blevet ført tilbage til elendigheden. Nu sidder han i sin fængselscelle og skriver om sine eventyr. Han siger, at dette er det sidste fængselsophold. Lad os håbe, at han får ret, når han løslades om et år.

Det lakkede mod julen 1983, og Jari Oksanen havde orlov fra fængslet. I forbindelse med en anden stor højtid - påsken 1980 - havde han gjort sig skyldig i en alvorlig forbrydelse, som han nu afsonede straf for. Nu op til højtiden var det igen tid for en ny al­vorlig forbrydelse. Endnu en gang gjorde Jari Oksanen sig selv til hovedperson - men absolut ikke som nogen helt.

Ved juletid opsøgte en åbenbart meget bekymret mand politiet. "Min hustru ", sagde han, ''rejste på et tre ugers besøg i Danmark i oktober, og siden har jeg ingenting hørt fra hende ''. Politiet lovede at undersøge sagen så diskret som muligt. Og manden fik tids nok besked...

En dag i juni 1981 blev freden og de daglige rutiner pludselig sat ud af spillet i en bank i Arboga. Et par bevæbnede og maskerede mænd gennemførte deres plan - at røve bankens penge. Det skete hurtigt. En af bankfunktionærerne nåede dog at starte bankens kameraer, og takket være billederne fra kameraerne kunne gerningsmændene findes og drages til ansvar. Røverne benægtede stædigt, at de havde begået forbrydelsen. Billederne blev de fældende beviser.

Klokken var henved ni om aftenen den 10. februar 1875. Fredrikstens fæstning tronede mægtig og betryggende over Fredrikshald, hvor menneskene var ved at gå til ro efter en lang og hård arbejdsdag. Det var bidende koldt, og vagtposten på dronningens bastion stampede med fødderne i sneen og slog kuskeslag for at holde varmen. Pludselig standsede han og stirrede ud i mørket. Langt nede - i retning mod Sörhalden – slog nogle flammer op. Der var ikke noget at tage fejl af - der var ildebrand.

Efter måneders forberedelser gør en røvertrio sig parat til at tømme en banks velfyldte kasser. Deres plan er planlagt i hver detalje, deres fremgangsmåde raffineret. Det skulle blive deres livs kup og forsørge dem i al fremtid, troede de..

"Det er tilfældet, der afgør på hvilken side af tremmerne, man havner. "– Vaino Linna: Ukendt soldat

Vi befinder os i den lille by Näset i Tornedalen om­trent midt mellem Haparanda og Övertorneå. Det er torsdag den 14. november 1975, og efterårsmør­ket har sænket sig over dalen og det lille samfund. Kong Vinter har adviseret om sin forestående an­komst ved at skrue temperaturen ned til et par gra­der under nul og frosten har taget et ordentligt greb i naturen, som nu er blevet helt hvid. Der var naturligvis ikke et menneske, der kunne forudse, at Kong Vinter af denne grund ville komme til at spille en helt afgørende rolle i nattens begivenheder i den lille by.

I den konstellation af meget kriminelle personer, hvis foretagsomhed skal beskrives i denne artikel, optræder der et stort antal personer. Vi nøjes med at fortælle om ti personer- fingerede navne. I den del af efterforskningen, som vi har stiftet nærmere bekendtskab med, er der tre hovedpersoner. To af disse, Aluvo og Leba, bliver især beskrevet i artiklens første afsnit. Senere i artiklen bliver den tredie ho­vedperson, Olvi, og dennes specielle form for kriminalitet beskrevet. Leba begyndte sin kriminelle løbe­bane allerede sytten år gammel, mens Aluvo og Olvi var omkring tyve år, da de debuterede.

I juni 1962 anmeldtes en velsitueret 60-årig mand som forsvundet. Manden ansås for at være en enspændernatur, men levede tilsyneladende uden bekymringer. Alle spor efter ham syntes at ende i den blå luft. Lidt efter lidt kobledes mordkommis­sionen ind på sagen for at forsøge at klarlægge, om der lå en forbrydelse bag hans forsvinden. Et puslearbejde med den forsvundnes spredte, ubegribelige optegnelser, forretningstransaktio­ner og bankbesøg kronedes lidt efter lidt med held.

Skrædderen Anders Christensen var en ensom mand, lille og pukkelrygget. Efter femten slidsomme år i Amerika var han vendt hjem til Norge som en velhavende mand for at se sin livsdrøm gå i opfyldelse - egen gård i Maridalen. At hans lykke kun skulle blive kortvarig, skyldtes rygterne om hans mange penge og vel også den omstændighed, at han boede helt alene.

Denne artikel skildrer, hvorledes en ung kvindelig narkoman blev udnyttet som kurér for en amerikansk yngling til at smugle LSD og cannabis til Sverige fra U.S.A. og Indien.

I vinteren 1981 blev politiet nødt til at sætte mellem 500 og 600 mand ind over for demonstranter ved det såkaldte nulpunkt i Stilla. Det var den største politistyrke, der nogensinde er blevet sat ind på en opgave i Norge og i resten af Norden. Det drejede sig om Altasagen. Altasagen var både velkendt og omstridt længe inden politiaktionen blev gennemført. Allerede i september 1979 efter en lokal politiaktion vakte sagen opmærksomhed på grund af en omfattende omtale. Også i udlandet vakte sagen opmærksomhed - især på grund af den sultestrejke, som en gruppe mennesker gennemførte foran Stortinget i Oslo.

Morgenen den 25. september 1972 var lidt regn­fuld og kølig i Helsingfors. Om Moder Jord havde kunnet ane, hvad der ventede kriminalpolitiet denne dag, så havde hun nok arrangeret en storm eller i det mindste skylregn. Det ville næppe have ændret situationen - men det havde passet bedre til det, som skulle komme. Kriminalpolitiet havde en opklaringsop­gave foran sig, som skulle udgøre første akt af "Sækkemordet i Helsingfors".

Den 17. januar 1947 blev arbejdsmand Paavo Frans Lahtinen og typografdatteren Aina An­nikki Pølkkynen gift. Det unge par bosatte sig i et fire-rums hus, som hustruen havde arvet, i Kroo­tila by Kumo sogn. De havde kendt hinanden fra barndommen. Det følgende er fortællingen om ægteparrets skæbne. Det er en tragisk og uhyggelig beretning fra det virkelige liv som begyndte i 1947 og sluttede med retsligt efterspil i 1973.

I løbet af en kølig forårsdag, nærmere betegnet lørdag den 5. april 1975, lød der i alt 29 pistolskud i en villa i Kanunki, der ligger i Kuusjoki sogn. Da disse skud havde lydt, var der kun en af oprindelig fem familiemedlemmer i live. Han alene kunne vidne om den frygtelige forbrydelse, der var begået - og han var morderen, kun 19 år gammel.