Bøger i Nordisk kriminalreportage serien

Det var lørdag den 30. september 1978. Finnairs Super Caravelle havde lige lettet fra Uleåborg med Helsingfors som destination. Ifølge fartplanen var afgangen kl. 15.00, men da der havde været fejl i en lufthavnsbus, var flyet blevet omkring 10 minutter forsinket. Nu var flyet i luften, og de tre stewardesser gjorde deres bedste for at de 44 passagerer skulle slappe af. I cockpittet sad luftkaptajn Tauno Raja og andenpilot Lasse Pelto. Ingen kunne på dette tidspunkt ane, hvad der ventede dem. Jo – der var en ombord, der vidste det...

Kriposmedarbejder Sivert Rannem er ekspert i menneskesmugling. Han giver her en generel orientering om problemet samtidig med, at han også beskriver et par norske sager. Den unge kurdiske mor og hendes to små børn bliver anbragt inderst i kølevognen. Der er iskoldt, men menneskesmuglerne har sagt, at turen fra Tyrkiet til Grækenland kun tager nogle få timer. Turen bliver for lang for de små børn. Da bilen er fremme i Grækenland, er de allerede døde. De frøs ihjel i armene på deres mor.

En fritidsbåd i luksusklassen bliver "kapret" i Göteborgs skærgård. Bådens ejer bliver fundet død i vandet. Båden er sporløst forsvundet. Det var optakten til en efter svenske forhold enestående retssag, fordi "kaperen" blev idømt livsvarigt fængsel udelukkende på indicier. Dommen blev afsagt af byretten i Göteborg, og landsretten stadfæstede den i februar 1980.

Det begyndte med et enkelt tyveri og endte med et kynisk mord. Sådan kan man meget kortfattet beskrive den sag, der blev opklaret af politiet i Malmö i begyndelsen af 1980, og som man dårligt kan forestille sig kan være sket i virkeligheden. I slutfasen fik pressen og befolkningen øjnene op for den makabre begivenhed, mens frømænd ledte efter et parteret lig i havnen.

Allerede i begyndelsen af 1800-tallet var lovens vogtere grundige i deres undersøgelser af grove forbrydelser. I denne norske artikel, der handler om et kynisk rovmord i Numedal (cirka 100 km vest for Hønefoss), benægtede den mistænkte hårdnakket forbrydelsen. Det blev de "tavse vidner", der blev afgørende. Sporene efter gerningsmanden og fund på forskellige steder, han havde besøgt, blev de fældende beviser.

For omkring ti år siden blev nogle politimænd fra hovedpolitistationen i Åbo sat til at undersøge narkotikaforbrydelser. Denne narkotikagruppe blev organiseret under ordenspolitiet. Den omfattende sag, der blev beskrevet i denne artikel, er kun en af mange sager, som gruppen har opklaret i den tid, den har eksisteret – men på en måde er den anderledes. Løsningen var ikke den mest ventede ...

Fredag den 23. november 1979 så ud til at ville blive ligesom alle de andre grå novemberdage på posthuset i Döbelnsgatan i den nordlige Stockholm. Men som sædvanlig på en fredag var der en vis forventning i luften. Weekenden nærmede sig. Der havde været levende lys på bordet til eftermiddagskaffen. Det var i dette fredelige miljø, at et af årets mest brutale og opsigtsvækkende postrøverier med efterfølgende forbrydelser tog sin begyndelse.

Denne artikel handler om en 25 år gammel sag, en sag der aldrig blev opklaret, og som derfor blev noteret i statistikken som en uopklaret forsvinden. Omstændighederne peger dog på, at der er begået en grov forbrydelse. Man blev aldrig i stand til at bevise, at den forsvundne var blevet myrdet, da der aldrig blev fundet noget lig. Men denne sag støtter den generelle opfattelse, at mystiske forsvindinger ofte er nært knyttede til grove forbrydelser.

"Forbrydelse betaler sig ikke" er et gammelt udtryk. Men det er et udtryk, der næppe passer i dag. Selvfølgelig betaler forbrydelse sig - hvis man bare er tilstrækkelig dygtig og går metodisk til værks. Bag de store, udbytterige forbrydelser ligger der ofte såvel dygtighed, som opfindsomhed og tålmodighed. Selv om man som politimand og almindelig borger tager klart afstand fra forbrydelse som erhverv, undrer man sig nogle gange over- og måske beundrer til en vis grad - den sagkyndighed, som en del kriminelle er i besiddelse af. Man reflekterer samtidig over, at den sagkyndighed burde kunne anvendes på en bedre måde til et legalt formål. Men drømmen om "store, hurtige penge" ligger en hindring i vejen. Peter og Erik var ikke ligefrem ligestillede, da de mere eller mindre tilfældigt gik sammen og begik en serie indbrud, der gav et millionbeløb i udbytte.

Fredag den 7. marts 1980 sker der en kidnapning på en måde, der aldrig tidligere er sket i Sverige. De, der rammes, er en finansfamilie i bilbranchen, og den, der direkte bliver udsat for selve voldshandlingen, er den yngste søn, Tomas.

I efteråret 1977 modtog politiet i Bergen en anmeldelse fra et større postordrefirma i byen. Anmeldelsen gik ud på, at firmaet havde været udsat for et systematisk bedrageri på den måde, at varer var blevet bestilt af modtagere, der ikke eksisterede, og som derved kunne tilegne sig varerne uden at betale.

En af de mest avancerede bedragerisager i tidernes løb blev opklaret af kriminalpolitiet i Stockholm i begyndelsen af 1980. Sagens hovedperson havde held til at hæve over 2 millioner kroner på sin bankbog, som der selvfølgelig ikke var dækning for. Men inden havde han lavet utrolige forretninger med flere arabiske lande. Han solgte bl.a. reservedele til biler men leverede noget helt andet - nemlig ægte svenske kampesten. I hans omfattende udenrigs korrespondance indgik endvidere tilbud på al slags krigsmateriel, tanks, ubåde, fregatter, helikoptere, våben. Højtflyvende planer, der viser hans anlæg for bedragerier på et højt plan.

Onsdag aften den 9. maj 1979 og den følgende nat var en trav tid for de tre berusede unge mænd, der i løbet af dette korte tidsrum nåede at begå en lang række grove lovovertrædelser i Raumo. To mænd blev ofre for deres fremfærd, derudover anlagde de mordbrand, gennemførte røveri og andre grove forbrydelser.

Eftersøgningen foregik i næsten to uger. Flere hundrede mand - såvel politi som frivillige - finkæmmede et begrænset område for at finde flygtningene. I mellemtiden spredte der sig skræk og rædsel på egnen.

I storbyernes betonjungle interesserer man sig ikke for sine medmennesker eller naboer; ikke engang ved dødsfald åbner man sig for hinanden. I menneskevrimlen ser man dårligt nok hinanden – lige så lidt som man ser ringe i vandet efter en sten, der er smidt i et oprørt hav.Det er anderledes i de øde skovegne. Der oplever man hverdagens begivenheder mere enkelt, der kan man ikke overse noget, der tager man hensyn. Men alligevel kan en begivenhed, der straks ville have vagt opsigt i tættere beboede egne, passere helt ubemærket, i det mindste i lang tid. Dette skete i denne sag, der foregik i Bygden i Kaivaara kommune i begyndelsen af 1930-erne – et mord der var omgivet af mystikkens tågeslør.

Hvad er det, det gør et menneske til bedrager? Hvad er det for en skæbne, der bringer en person ind på en kriminel løbebane? "Helten" i denne artikel er en helt almindelig mand, som på alle mulige måder forsøgte at undgå at arbejde.

De forbrydelser, vi i almindelighed reagerer stærkest overfor, er dem, der bliver begået mod børn, handicappede og ældre eller i det hele taget mod forsvarsløse mennesker. I løbet af 1981-1982 blev der begået en serie af overfald mod ældre i den vestlige del af Stockholm. Vi følger begivenhederne i kronologisk orden. I begyndelsen er artiklen ganske harmløs, og hvor vi følger nogle malerisælgeres tvivlsomme forretninger i Mellemsverige. Men begivenhederne bliver snart skæbnesvangre.

En gruppe voldsmænd af den værste slags, der nogensinde har været i Sverige, hærgede i løbet af 1980 i området omkring Stockholm. Ved hjælp af en umenneskelig tortur tvang bandelederen sine håndlangere efter at de var kommet til kræfter igen – at begå bankrøverier på samlebånd. Ved det epåvirkede røvere over 82.000 kroner i udbytte. De fik selv lov til at beholde i alt 10.000 kroner. Bandelederen tog sig af resten af udbyttet.

En forsommer forsvandt en kvinde sporløst, og kort tid efter blev en person pågrebet som mistænkt for at stå bag kvindens død. Men man fandt ikke liget, og snart fik politiet forklaringen. Den mistænkte oplyste, at han ikke havde troet, at han kunne blive dømt, når liget ikke kunne findes.

Väinö Ilmari Peltonen boede sammen med Johanna Virolainen på Kalevagade i Viborg. En gang havde de været forlovet med hinanden, men med tiden var Johanna Virolainen blevet skubbet til side. Og pludselig forsvandt Johanna Virolainen. Väinö Ilmari Peltonen vidste ikke noget. Måske var hun blevet myrdet?

En mand pågribes efter fint politiarbejde i Göteborg mistænkt for voldtægtsforbrydelser. Han falder hurtigt til føje og tilstår to voldtægtsforbrydelser. Det er to fornylig begåede sager, som han har små muligheder for at trække sine tilståelser tilbage for eller vige udenom. I forbindelse med afhøringerne kommer manden med nogle udtalelser, som får forhørslederen til at ane, at han også kan have taget livet af en ung kvinde flere måneder tidligere et helt andet sted i landet. Det viser sig, at det også er tilfældet.

I sidste års udgave af Nordisk Kriminalreportage var der en artikel om en mordbrand, der ramte motorgården Granbacken i Malmö. Vi kaldte artiklen "Grillfesten på Granbacken". Under efterforskningen viste det sig, at gerningsmændene som et efterspil til mordbranden havde begået en endnu mere kynisk handling - et vidne blev gjort tavs for evigt. Denne artikel handler om den sidstnævnte forbrydelse. Men første et tilbageblik på begivenhederne omkring mordbranden.

En af de sidste dage i december 1981 overraskede en trio brutale røvere to vagtmænd, der netop var ankommet til Sollentuna centrum med en værditransport. En af røverne åbnede ild med sin pistol, og den ene vagtmand blev mejet ned. Mordet på den 47-årige ABAB-vagt kan betegnes som en ren og skær henrettelse. Han blev skudt ned på nært hold med to pistolskud i hjerteregionen midt på åben gade om formiddagen. Flere personer på gaden befandt sig i farezonen under skyderiet.

Her møder vi en aktiv politimand, som ser tilbage på sin tjenestetid. Han beretter om sin værste nat som vagthavende på en politistation i en mindre politikreds. Med et par timers mellemrum modtog han anmeldelser dels om et mord og dels om et taxarøveri. Han beretter også om andre perioder fra sin tjeneste, en del alvorlige, andre banale, men ikke uden humor.

Hovedpersonen i indledningen af denne beretning er en mand på cirka 45 år. Vi kan kalde ham Alvar Wadman. Han havde allerede i et par år været enkemand og levede et ret ensomt og tilbagetrukket liv i Solna nord for Stockholm. I de sidste år var der meget få personer, der havde besøgt ham i hans lejlighed. Det var kendt, at han søgte prostituerede både i Stockholm og i udlandet, hvor han især havde rejst til Middelhavslandene. Hans omgang med den "lette garde" skulle vise sig at blive skæbnesvanger for ham.

I slutningen af 1960-erne og begyndelsen af 1970-erne steg rentyverierne markant i det nordlige Finland. Tyveriernes omfang var så stort, at man fandt det nødvendigt at oprette to nye stillinger ved kriminalpolitiets lensafdeling i Lapland. De to politimænd blev stationeret i Enontekiö, men deres arbejdsområde kom til at omfatte hele det område, hvor man holder rener. I slutningen af 1970-erne havde man held til at fælde en bande, der ikke alene beskæftigede sig med ulovlig jagt - men også med andre ulovligheder.

Det så gunstigt ud for ham. Med lidt initiativ kunne han have skaffet sig en god uddannelse og et job, men undervejs mod det mål var der noget, der slog fejl. Hvad var grunden til, at en intelligent og kvik ung mand fra et godt miljø havnede på skråplanet? Var det spiritusmisbrug, der ødelagde selvkritikken? Var det manglende karakterstyrke? Eller er det vores liberale samfund med stor frihed og lidt ansvar, der må bære sin del af skylden for sådanne tragedier?

Det hele var så enkelt. Pengene lå der bare, og han havde sådan brug for dem. Man kunne bare tage et bundt ...Det var ikke lige så enkelt for politiet, der skulle opklare sagen. Men alting løser sig - hvis man ikke giver op.

Mottoet for en af hovedmændene- af pressen døbt Goldfinger - i den guldsmuglerbande, som politiet i Stockholm afslørede i slutningen af 1981, har tilsyneladende været at blive medlem af "Millionærernes klub". Men de andre indblandede lavede også gyldne forretninger uden direkte at anstrenge sig. Under den omfattende efterforskning, der foregik til langt ind i 1982, blev det klarlagt, at banden havde smuglet over 800 kg guld ind i landet og ulovligt udført valuta for mindst 60 millioner kroner. Det kom endvidere frem, at staten var blevet snydt for mindst 15 millioner kroner i moms og toldafgifter.

Han forsøgte at fordrive sin tærende angst ved at tage hævn, ved at straffe nogen - hvem som helst. Det var som en indre tvang, der fik ham til at udføre den værst tænkelige handling - en rituel handling for at slippe fri. Men angsten forlod ham alligevel ikke. Den blev i stedet værre, og han blev først befriet, da han tog sin sidste beslutning.