Bøger i Nordisk kriminalreportage serien

At berøve et andet menneske livet er den værste af alle forbrydelser. I Finland er opklaringsprocenten af dødelig vold i international topklasse. Det er der god grund til, for i forhold til indbyggertal er Finland et af Europas mest voldelige lande. Hvert år dør cirka I 40 mennesker i Finland som følge af vold. Gerningsmændene må drages til ansvar. En vellykket efterforskning kræver ofte et langvarigt og målbevidst arbejde samt et godt samarbejde mellem politi og anklager. Nogle gange er det ikke nok. I denne sag lykkedes det – det tog bare sin tid.

Tirsdag den 11. juni 2013 forlod en ung afghansk kvinde fra Lyng modtagelsescentret i Lyngdal sammen med sin næsten to år gamle datter. Hun skulle besøge sin søster og hendes familie i Grua i Hadeland. Hun tog bussen fra Lyngdal til Oslo og derefter toget til Grua station, hvor hun blev mødt af sin familie sent om aftenen den 11. juni. Kort forinden havde kvinden fået opholdstilladelse i Norge sammen med sin datter, fordi hun var en mindreårig, enlig asylansøger med et barn. Onsdag den 12. juni blev en ung kvinde fundet død i et rækkehus i Grua.

Tor var født som taber. Allerede på et tidligt tidspunkt gik det meste skævt for ham. Han blev mobbet i skolen, og i den situation begyndte han at ty til spiritus. Men det var ikke nok for Tor. Som "hævn" satte han ild på to beboede huse, og det var med nød og næppe, at Tor undgik at blive morder. Hvordan kan det være, at visse mennesker er født som tabere, mens de fleste andre er, hvad man kalder normalt udstyrede fra livets begyndelse? Det er et af de spørgsmål, man stiller sig selv, når man bliver konfronteret med Tor og hans ligesindede.

I de seneste år er et stort antal bygninger og ting i Finland blevet ødelagt ved brande. I en del tilfælde har politiundersøgelserne vist, at brandene har været påsat, og i andre tilfælde foregår der stadig undersøgelser. I visse tilfælde har man på trods af forskellige anstrengelser ikke været i stand til at fastslå brandårsagen. Mange af disse brande har forårsaget større materielle skader end den brand, der her er tale om. Men næppe nogen anden brand har vakt så stor opmærksomhed såvel i Finland som i udlandet. Den aktuelle mordbrand blev kendt vidt omkring bl.a. gennem aviserne under betegnelsen »Sagen Kursiv«.

I begyndelsen af 1978 blev en efter svenske forhold helt enestående retssag behandlet i tingretten i Göteborg. Sagen var især speciel med hensyn til strafudmålingen og bevisførelsen. En 50-årig mand stod tiltalt for på en og samme dag - den 15. oktober 1977 - at have begået to mord, et i Borås og et i Göteborg. Han benægtede sin skyld, men den mængde af indicier der pegede på ham, var af en sådan vægt, at han blev dømt for begge forbrydelser.

Stedet var en nærmest faldefærdig rønne ved foden af den store slaggehøj ved Røros Verk. Vi skriver den 21. oktober 1934. Vinteren har allerede holdt sit indtog i bjergbyen. To mænd er ude at gå denne søndag. Foroverbøjede arbejder de sig frem gennem snefoget og den bidende vind. En af dem lægger mærke til, at køkkenvinduet hos Guri Berg står åbent, og de synes, det er underligt. Guri har boet alene i mange år og er nu over halvfjerds år gammel. Der har altid gået rygter om, at hun er velhavende, og at hun opbevarer en stor sum penge i den rønne, hvor hun bor.

Det mord, der fik mest omtale i de finske aviser i 1979, var sandsynligvis mordet på en kvindelig rejsebureaufunktionær – vi kan kalde hende Helena. Hendes skæbne blev beseglet i april måned, kort efter at hun havde mødt en mand, hun straks fattede sympati for.

Hvad var det, der gjorde, at Tom-Erik blev kriminel? Var det hjemmet, skolen eller det miljø, han voksede op i, der hver på sin måde bidrog til, at han gled ind i de kriminelles rækker?

Denne julidag i 1976 er en ganske dejlig feriedag. På Göteborgs gader kører der biler med afslappede turister og ferierende. Til denne kategori hører under ingen omstændigheder de tre mænd, der pludselig dukker op og forstyrrer freden. De har netop standset deres bil, så den holder på tværs af gaden lige ved siden af en pengetransport, der holder udenfor en bank. Med skydeklare våben og "hands up" tager de pengene i pengetransporten. Udbyttet bliver 1.536.000 kroner, den største sum penge der nogensinde er blevet røvet ved et røveri i Sverige. Røveriet er overstået i løbet af nogle få minutter. Røverne forsvinder hurtigt og sporløst fra stedet. Eftersøgningen af røverne bliver tidskrævende og langvarig. Politimænd fra mange egne, også fra udlandet, var sat på sagen. Men ikke før i midten af 1979 kunne man stille to af hovedmændene for retten.

I efteråret 1977 begyndte Stockholms narkotikapoliti et opklaringsarbejde, der blev meget omfattende. Tre forskellige "narkotikakonger" kunne pågribes og tiltales. De havde igennem flere år solgt forskellige slags narkotika for flere millioner kroner. Denne artikel handler om, hvordan politiet kom på sporet af narkotikaforhandlerne, og hvordan efterforskningen og opklaringsarbejdet foregik.

I løbet af 1977 og hen til slutningen af 1978 skyllede en bølge af overfald og mishandling af kvinder hen over Stockholm. I mange tilfælde blev overfaldene meldt til de forskellige politistationer, og til at begynde med blev de klassificeret som enkeltstående tilfælde uden nogen forbindelse. Man kunne heller ikke se noget mønster i overfaldene. Ofrene var kvinder i alle aldre, gerningssteder og tidspunkter vekslede, røveri- eller seksuelle motiver kunne på det nærmeste udelukkes. Et par gange fik overfaldene dødelig eller livstruende udgang for ofrene. I disse sager var eftersøgningerne intensive og tidskrævende men uden resultat. Så skete der noget, der fik afgørende betydning for efterforskningen, og vi begynder vores historie dér.

Et menneskes personlighed påvirkes af to faktorer: Arv og miljø. Derfor kan man trygt påstå, at Roger Eugen Hansen fik en dårlig start på livet. Han voksede op i et kriminelt miljø, noget der utvivlsomt satte sit præg på hans barndom og ungdom. Han kom tidligt i kontakt med politiet, og allerede som 15-årig fik han sit første tiltalefrafald - dengang også for tyveri.

I sidste års udgave af Nordisk Kriminalreportage bliver der fortalt om et anderledes røveri i Malmø, hvor offeret samarbejdede med røveren. Siden dette røveri er der begået et endnu mere anderledes røveri i Malmø. Dette røveri, der bliver beskrevet i denne artikel, var der også nogle "indefra", der samarbejdede med dem, der udførte røveriet.

Det behøver i og for sig ikke at indebære noget ulovligt, hvis man er beskæftiget med boligudlejning. Men hvis man dermed fremmer en andens utugtige levevis og modtager store summer p. g. a. en ublu husleje – naturligvis skattefrie sorte penge – så overtræder man loven. Det var sådanne boligudlejninger, som hovedpersonen i den følgende artikel havde specialiseret sig i. Da kriminalpolitiet i begyndelsen af 1978 greb ind overfor manden og hans medhjælpere, fik debatten om økonomisk kriminalitet også tilført nyt materiale. Det vil derfor være på sin plads at sige noget om denne form for kriminalitet.

Spionage mod industrien er blevet et stort problem i vores industrialiserede samfund. Den hurtige udvikling indenfor teknologien har gjort, at der i dag er meget avanceret udstyr på markedet. I denne artikel bliver der fortalt om nogle sager, hvor noget sådant udstyr er blevet brugt i spionagesammenhæng.

Denne artikel handler om en politimands oplevelser i forbindelse med en dramatisk jagt på fem unge mennesker i en stjålet bil. Udover biltyverier havde de unge mennesker også et tyveri fra et våbenarsenal på samvittigheden. Det var politimandens egenskab som aktiv idrætsmand, der gjorde, at hovedmanden blev fanget, efter at denne havde skudt flere gange med en gaspistol.

For personalet ved den specielle postsektion under bedrageriafdelingen ved kriminalpolitiet i Stock­holm havde mandag den 13. september 1976 været relativ rolig. Dermed ikke være sagt at personalet havde siddet med armene over kors, for postsektionen har den største arbejdsbyrde af alle af­delingerne. Ved 16-tiden ringede telefonen hos en af kriminalinspektørerne, og da han svarede, kom han i forbindelse med en jurist ved postbanken. Denne fortalte, at han havde mistanke om, at der foregik bedragerier mod postvæsenet ved, at der var nogle, der hævede på bankbogsløse postsparekonti. Så hverdagsagtigt og udramatisk men alligevel historisk var begyndelsen til denne sag - historisk fordi det var den første egentlige »dataforbrydelse«, der blev behandlet af bedrageriafdelingen.

I begyndelsen af januar 1979 blev en række uforklarlige dødsfald meldt til politiet i Malmø. Dødsfaldene var sket på en langtidsmedicinsk afdeling på et af byens hospitaler. Det viste sig at blive optakten til et af årets mest sensationelle sager. Begivenheden fik i pressen den betegnende overskrift "Hospitalsmordene" -et rammende ord for en tragedie der er enestående i svensk kriminalhistorie.

To gamle hæderlige landmænd; som gennem et usædvanligt sparsommeligt og flittigt liv havde samlet sig en anselig formue, blev frarøvet og mishandlet næsten til døde en skæbnesvanger augustnat 1948. Røverne – i alt tre og usædvanligt brutale - påstår, at en fjerde mand spiller hovedrollen bag kulisserne. Det er ham, det har givet dem ideen til røveriet og fra en tryg og godt camoufleret position i baggrunden har ført dem frem til at begå den grumme ugerning, Den udpegede benægter alt, hvad der har med røveriet at gøre, og han bevarer den holdning gennem alle retsinstanser. Dette til trods for mange graverende omstændigheder og en fældende dom i underretten som bliver ophævet af de følgende retsinstanser. Hvem har ret, hvem taler sandt, og hvem lyver? Læseren må drage sin egen slutning.

For over tredive år siden blev en ung taxachauffør bestjålet og myrdet i Uleåborg. Denne artikel skildrer forbrydelsen og politiets arbejde med at opklare det. En uopklaret forbrydelse optager fuldstændigt kriminalbetjentene. Det plager dem og giver ingen fred. Og sådan forblev det i denne sag - på trods af alle anstrengelser blev mordet ikke opklaret.

I et år duperede Kari Korpela sine bekendte i Lahtis. Han var en ung mand, der med hensyn til udseende og opførsel var som klippet ud af en romantisk amerikansk film. Han var ikke tilfreds med at være "hr. hvem som helst" men ville være noget stort, have indflydelse og venner. Derfor præsenterede han sig selv som medicinsk kandidat og på et tidspunkt endda som licentiat. Med hensyn til den militære grad var det ikke nok at være undersergent - nej, han skulle være løjtnant.

Fredag den 30. november 1934 højtideligholdt menigheden i Ulvila I 100-årsdagen for Karl Emil Stenbacks fødsel. Stenback var sognepræst i menigheden og var blevet en central skikkelse på stedet. Han havde blandt andet ladet en kirke bygge på egen bekostning. Det var i denne helligdom at mindet blev fejret. I nattens mørke lå kirken tyst og øde hen, efter at menigheden var vendt tilbage til deres hjem. Men pludselig flammede en ild op. Trods menighedens ihærdige indsats kunne man ikke hindre ildens fremfærd - mindesmærket brændte ned til grunden. Efterhånden afsløredes, at stedets diakonisse var blevet offer for branden, og derefter varede det ikke længe, før det stod klart, at branden var menneskers værk. Men hvad var egentligt indtruffet? Hvorfor? Og hvem var den skyldige?

Det var lørdag den 30. september 1978. Finnairs Super Caravelle havde lige lettet fra Uleåborg med Helsingfors som destination. Ifølge fartplanen var afgangen kl. 15.00, men da der havde været fejl i en lufthavnsbus, var flyet blevet omkring 10 minutter forsinket. Nu var flyet i luften, og de tre stewardesser gjorde deres bedste for at de 44 passagerer skulle slappe af. I cockpittet sad luftkaptajn Tauno Raja og andenpilot Lasse Pelto. Ingen kunne på dette tidspunkt ane, hvad der ventede dem. Jo – der var en ombord, der vidste det...

Kriposmedarbejder Sivert Rannem er ekspert i menneskesmugling. Han giver her en generel orientering om problemet samtidig med, at han også beskriver et par norske sager. Den unge kurdiske mor og hendes to små børn bliver anbragt inderst i kølevognen. Der er iskoldt, men menneskesmuglerne har sagt, at turen fra Tyrkiet til Grækenland kun tager nogle få timer. Turen bliver for lang for de små børn. Da bilen er fremme i Grækenland, er de allerede døde. De frøs ihjel i armene på deres mor.

En fritidsbåd i luksusklassen bliver "kapret" i Göteborgs skærgård. Bådens ejer bliver fundet død i vandet. Båden er sporløst forsvundet. Det var optakten til en efter svenske forhold enestående retssag, fordi "kaperen" blev idømt livsvarigt fængsel udelukkende på indicier. Dommen blev afsagt af byretten i Göteborg, og landsretten stadfæstede den i februar 1980.

Det begyndte med et enkelt tyveri og endte med et kynisk mord. Sådan kan man meget kortfattet beskrive den sag, der blev opklaret af politiet i Malmö i begyndelsen af 1980, og som man dårligt kan forestille sig kan være sket i virkeligheden. I slutfasen fik pressen og befolkningen øjnene op for den makabre begivenhed, mens frømænd ledte efter et parteret lig i havnen.

Allerede i begyndelsen af 1800-tallet var lovens vogtere grundige i deres undersøgelser af grove forbrydelser. I denne norske artikel, der handler om et kynisk rovmord i Numedal (cirka 100 km vest for Hønefoss), benægtede den mistænkte hårdnakket forbrydelsen. Det blev de "tavse vidner", der blev afgørende. Sporene efter gerningsmanden og fund på forskellige steder, han havde besøgt, blev de fældende beviser.

For omkring ti år siden blev nogle politimænd fra hovedpolitistationen i Åbo sat til at undersøge narkotikaforbrydelser. Denne narkotikagruppe blev organiseret under ordenspolitiet. Den omfattende sag, der blev beskrevet i denne artikel, er kun en af mange sager, som gruppen har opklaret i den tid, den har eksisteret – men på en måde er den anderledes. Løsningen var ikke den mest ventede ...

Fredag den 23. november 1979 så ud til at ville blive ligesom alle de andre grå novemberdage på posthuset i Döbelnsgatan i den nordlige Stockholm. Men som sædvanlig på en fredag var der en vis forventning i luften. Weekenden nærmede sig. Der havde været levende lys på bordet til eftermiddagskaffen. Det var i dette fredelige miljø, at et af årets mest brutale og opsigtsvækkende postrøverier med efterfølgende forbrydelser tog sin begyndelse.

Denne artikel handler om en 25 år gammel sag, en sag der aldrig blev opklaret, og som derfor blev noteret i statistikken som en uopklaret forsvinden. Omstændighederne peger dog på, at der er begået en grov forbrydelse. Man blev aldrig i stand til at bevise, at den forsvundne var blevet myrdet, da der aldrig blev fundet noget lig. Men denne sag støtter den generelle opfattelse, at mystiske forsvindinger ofte er nært knyttede til grove forbrydelser.