Bøger i Nordisk kriminalreportage serien

Det hele begyndte med, at politiet fik oplysninger om, at en af byens narkomaner havde betalt en flybillet Amsterdam tur-retur for en pige fra Tromsø. Dette udviklede sig til en af datidens største narkotikasager i Nordnorge med ulovlig indførsel af i alt tyve kilo hash og 4,8 kilo amfetamin. Hovedmændene blev idømt ti og elleve års fængsel, den længste straf der på det tidspunkt var dømt for narkotikaforbrydelser i Norge. Den mest centrale person i denne sag var Frode Neeb. Han skulle have afsonet en narkotikadom i Norge, men stak af og var efterlyst via Interpol. Han levede på falske pas forskellige steder i verden, finansieret af penge han fik for salg af narkotika. Han opholdt sig mest på Bali og i Amsterdam, hvor han havde en lejlighed. Fra Amsterdam sendte han med forskellige kurerer narkotika til Arve Guttormsen i Harstad, som solgte stofferne såvel i hjembyen og i Tromsø.

Det til dato (november 1991) beløbsmæssigt største røveri i nordisk kriminalhistorie blev begået mod værditransportselskabet ABAB Vardetjanst AB's boksanlæg under forretningscenteret Ostra Nordstaden i Göteborg den 19. april 1991. Udbyttet sneg sig op på det svimlende beløb af 17.741.600 svenske kroner.

Lige siden pyromanen Ulf Borgström blev løsladt i december 2007 efter den treårige fængselsstraf, han fik i Dalarna for to forsøg på grov mordbrand – har det brændt i hans fodspor. Måske hundredvis af brande. Jeg vil præcisere, at Ulf Borgström kun er dømt for en fuldbyrdet mordbrand. Jeg har også valgt at benytte hans rigtige navn, præcis som medierne valgte at gøre, efter at han blev dømt. Ulf Borgström har også selv valgt at optræde med navn og billede i medierne.

Fredag den 14. januar i 2011 skete noget i Badeparken i fredelige Sandefjord, der skulle forandre livet dramatisk for flere personer. Per var en af flere misbrugere, som mere eller mindre daglig frekventerede Badeparken. Her var der plads, og de fik stort set lov til at være i fred. Denne fredag morgen mødte Per flere venner uden for Vinmonopolet. Da de havde købt ind, gik de ind i parken, hvor de slog sig ned ved det faste mødested, en bænk i nærheden af "Poseidonstatuen", delvis bag en hæk. Udover Per selv var der ægteparret Ivar og Anne samt Sten.(Personernes navne er fiktive).

Man siger som regel, at ingen kan dømmes for et mord, medmindre man har fundet offeret. For at forbrydelsen skal kunne føre til en fældende dom, skal der være et lig...Måske var det denne tankegang, der drev gerningsmanden bag et mord i sommeren 1996 til en helt uhørt håndtering af offerets lig – enestående i svensk kriminalhistorie. For at slette alle spor overlod han det til tre medsammensvorne et eliminere liget. Men det gik ikke, som han havde tænkt sig – en telefax til politiet med et varmt tip stak en kæp i hjulet.

I begyndelsen af januar 2009 blev der fundet en død mand ved Kouvola, ved bredden af søen Lappalanjärvi. Det stod hurtigt klart, at den døde var den 67-årige Tauno, der havde boet i det, der tidligere hed Kuusankoski. Tauno havde senest boet på et plejehjem i Voikkaa, hvorfra han dog var forsvundet i begyndelsen af december 2008. Derefter havde hverken plejehjemmets personale eller nogen anden set Tauno. Retsmedicineren konstaterede, at dødsårsagen var hypotermi, det vil sige, at han var frosset ihjel, og tilsyneladende var der ikke sket en forbrydelse. Det lokale politiet afsluttede efterforskningen. Nogle uger senere begyndte man dog igen at undersøge Taunos død, og nu blev efterforskningen lagt i hænderne på Centralkriminalpolitiet.

En mørk og stormfuld nat i august måned 1944 forsvandt den 17 år gamle Tone Skaar på vej ned til bygden fra en sæter inde i Krokdalen. 15-20 mand ledte efter hende i flere dage. De gik klapjagt på kryds og tværs ind over fjeldet, men de fandt ikke et eneste spor efter den savnede. Politiet blev koblet på sagen, for der gik rygter om, at pigen var blevet myrdet. Nogen havde allerede fundet en mulig drabsmand. Politiet ledte med hunde. Eksperter trak vod i nærliggende vandløb, men de fandt ingen løsning på mysteriet.

"Jeg sidder i et værelse badet i lys. Satans kors hænger på væggen. Jeg stirrer ind i en krystalkugle. Det er denne nat, jeg skal give min sjæl til Satan. Fuldmånen lyser, der er liglugt i rummet. Oh, hvilken herlig duft af bræk. Jeg føler mig fuld af kraft. For min sjæls øje ser jeg, hvordan jeg vil komme til at flakke om som en levende død og bringe skræk og smerte." Således formulerede den 22-årige Raimo sig, et år før han begik en grov forbrydelse mod liv. Om Raimos djævledyrkelse udgjorde motivet til handlingen, kunne dog ikke bevises. Dette spørgsmål forbliver Raimos og hans "herres" fælles hemmelighed.

Alle mennesker har mærkedage i deres liv, dage der bliver fejret sammen med familie og venner. Nogle mærkedage bliver forbigået i stilhed, fordi de helst bør glemmes. Napoleon kunne se tilbage på mange mærkedage fra sejre og store triumfer, men det blev nederlaget ved Waterloo, som han kom til at huske bedst. Sådan blev det også for filialbestyrer Tore Nesje fra Haga og Nyvoll Sparebanksfilial i Espe. Mandag den 12. august 1985 blev en dag, der totalt forandrede hans liv, en dag som han helst vil glemme. Dagen blev hans Waterloo. Navne og stednavne er fingerede.

Det var lidt af en julegave Viktor Antonsen fik med den 29. december 1992, da han gik ud af Norges største bank med 17,2 millioner kroner i kontanter, hævet på en falsk bankgiro. Da han kom ud af banken med sine millioner i en kuffert og en sportstaske, holdt der standsmæssigt en bil med chauffør og ventede på ham. Turen gik til Aker Brygge, hvor pengene blev fordelt mellem de implicerede. Fejringen af kuppet blev henlagt til et hotel i København. Stemningen var høj og pengeforbruget så stort, at det vakte opsigt. Det var en af grundene til, at de ret hurtigt blev indhentet af lovens lange arm. (De implicerede parters navne er fingerede).

I foråret 1990 blev der begået en bemærkelsesværdig forbrydelse i Helsinki. Pressen døbte det med det samme "guldmordet", men i virkeligheden var der tale om to mord. Denne artikel skildrer, hvordan sagen blev opklaret og behandlet i retten. Den person, der blev anholdt for forbrydelserne, tilstod aldrig men blev alligevel dømt på baggrund af de beviser, som politiet kunne fremlægge. Til sidst præsenteres derfor en hypotese om, hvordan det sandsynligvis er foregået.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, lyder et gammelt ordsprog. Om det var nøden, spændingen, forkert opvækst eller en svigtende dømmekraft, der førte Turid Asen ud på skråplanet, er ikke til at sige. Et fejlslagent ægteskab med en brutal ægtemand og alkoholmisbrug havde vel sin del af skylden for hendes udskejelser.

En lun augustaften i 1995 mødte John Hron, en 14-årig dreng, døden ved Ingetorpssjön i Kode uden for Kungälv, hvor han camperede sammen med en jævnaldrende kammerat. John blev udsat for en frygtelig mishandling af fire unge skinheads og måtte tage mod både knytnæveslag og spark. Efter henved en times tortur blev han til sidst smidt – bevidstløs – i vandet og druknede."Mordet på vores søn kan ikke betegnes som andet end en henrettelse. Skal vi tolerere, at vores børn bliver slagtet på denne måde?" Sådan udtalte John Hrons forældre ved en demonstration mod vold, der fandt sted i Kungalv, da sagen blev kendt.

"Fængslet styrtet i døden fra politistation". Aften­avisernes spisesedler slog nyheden op med store sorte overskrifter i begyndelsen af juni måned 1981. David Baltschuck (fingeret navn), en 40 år gammel mand, var samme morgen blevet fundet hårdt kvæstet i politistationens gård i Göteborg. Han var i live, da han blev fundet, men afgik ved døden kort efter sin ankomst til hospitalet. Hans død betød en uventet og tragisk epilog på en efterforskningssag om grove narkotikaforbrydelser, der var startet for flere måneder siden, og hvor man havde benyttet sig af ukonventionelle metoder for at opnå det bedste opklaringsresultat. En kvindelig politibetjent, her benævnt Kristina, spillede en vigtig rolle i politiaktionens slutfase, hvor hovedmændene i forhandlerkæden blev pågrebet i Amsterdam. Overskriften hentyder til det navn, som der hollandske narkotikapoliti døbte sagen.

Den 23. august 1993 blev politiet tilkaldt til Breviks gård, finansmanden Peter Wallenbergs hjem, på Viirmdo uden for Stockholm. Årsagen til dette var, at en gruppe mænd optrådte meget mærkeligt. En af dem blødte fra et sår i hovedet, og de øvrige var bevæbnede. Politiet anholdt mændene til at begynde med mistænkt for ulovlig våbenbesiddelse. Der var tale om tre russere og en svensk statsborger af polsk oprindelse. Svenskeren påstod, at han havde forhindret et kidnapningsforsøg mod Peter Wallenberg. Han var blevet tvunget til at medvirke ved forbrydelsen men havde nægtet, og det havde resulteret i, at de andre havde forsøgt at dræbe ham. Russerne påstod på deres side, at de havde tænkt at aflevere svenskeren til Wallenberg og forhindre kidnapningsforsøget!Man fandt hurtigt ud af, at de fire mænd indgik i en gruppe på seks personer. Politiet havde held til at anholde endnu en mand, mens den sjette havde forladt landet.

Kuppet mod en værditransport i Bräkne-Hoby udviklede sig til et nærmest usandsynligt drama. Da politiet ankom til stedet, åbnede en af røverne ild med en Kalashnikov. Politiet besvarede ilden, og røveren faldt død om på jorden. Hans medgerningsmænd tog flugten med en af de to vagtmænd som gidsel for at forhindre politiet i at optage forfølgelsen.

I tolv år havde bygmesteren arbejdet på sin opfindelse, og han var fuldkommen overbevist om, at den ville få stor betydning i branchen. Han mente imidlertid, at myndighederne havde behandlet ham forkert. Disse var ikke ligeså entusiastiske og overbeviste om værdien af opfindelsen, som han selv var. Han bestemte sig til at klare sagen selv, og så tog han ti mennesker som gidsler.

Operation maraton, som vi har kaldt denne sag, var ikke kommet frem i dagens lys, hvis det ikke havde været for det udmærkede nordiske politisamarbejde. Samarbejdet består i daglig kontakt mellem de nordiske politienheder, og det bliver delt ved at udstationere politimænd ude i verden. I dette tilfælde er det den svenske kontaktmand i Athen, der også er sideakkrediteret til Bulgarien, som skal have meget af æren for, at der blev startet en efterforskning. Artikelforfatteren arbejder som efterforsker ved Kriminalpolitisentralen, Utlendingsavdelingen. Afdelingen har fire hovedopgaver: Menneskesmugling, falske rejsedokumenter, falsk identitet og ulovligt arbejde.

Ser man tilbage på forgangne tider, vil man hurtigt kunne læse i historiebøgerne, at det langt fra var risikofrit at færdes på de såkaldte "rigsveje". Skovegnene var et kært tilholdssted for alskens slags mennesker. Det var derfor forbundet med stor risiko at færdes alene gennem disse egne om natten. En kategori vejfarende, der var specielt udsatte for overfald, var postillonerne. For at mindske risikoen til en vis grad blev de ledsaget af en såkaldt "postbonde" mellem de forskellige postgårde. Postillonerne var altid bevæbnet med både pistoler og sabel.

Det første i en serie tyverier fra Hærens hovedarsenal på Grorud blev begået den 6. oktober 1947. I løbet af kort tid blev stedet besøgt ikke mindre end elleve gange. I otte af disse tiltælde blev der stjålet betydelige mængder af ammunition, våben og andre militære effekter.

Det er torsdag aften i november 2012 i bydelen Marinkylä Kotka. Det er mørkt udenfor, sneen er endnu ikke faldet og har farvet jorden hvid. Den 23-årige Joni Nurminen efterlader sin bil ved en nærliggende benzintank. Da han går, tager han en rygsæk fra bilen, hvori der ligger en kniv og en rulle gaffatape. Omkring halsen har han et par skibriller, og i lommen har han et rødt tørklæde. Joni har boet på egnen hele sit liv. Han begynder at løbe ad den velkendte vej, i retning mod advokatens hjem. Han klatrer op på et bjerg, tager kniven op af rygsækken, binder tørklædet for ansigtet og tager skibrillerne på. I mørket går Joni med kniven i hånden hen mod det store træhus. Der er lys i køkkenet. I dag slutter hans pengesorger. Snart vil han også lægge sit hjemland bag sig, og foran ligger et nyt liv i Mexico.

I oktober 2004 blev der i underretten i Alta oprullet en sag, der rystede indbyggerne i området. Den afdækkede, at der også her var et alvorligt kriminelt miljø med narkotika og hævnaktioner. I retten stod en 42-årig mand, der tre gange tidligere havde været dømt, blandt andet for vold, trusler, hærværk og ulovlig våbenbesiddelse. Nu stod han tiltalt for en række alvorlige forhold, blandt andet to drabsforsøg, røveri, legemsbeskadigelse, meget alvorlig narkotikakriminalitet, systematisk hæleri og grov overtrædelse af våbenloven.

Sent om natten den 6. juli 2010 skete et tragisk skyderi i Porvoo, som krævede tre liv. Efter at have festet i byen mødtes to grupper mennesker ved drive-in restauranten McDonald's i Porvoo, hvor skyderiet fandt sted. De kendte ikke hinanden fra tidligere. Alle havde haft en god aften efter en varm sommerdag, og ingen kunne ane, at aftenen skulle få så tragisk en slutning. Det, der førte til skyderiet, var et betydningsløst skænderi i burgerkøen. Der blev kun affyret tre skud, og alle tre var dødelige. Disse omstændigheder gør denne sag speciel.

Om formiddagen den 15. maj 2000 blev Hjelmeland børnehave udsat for et gidseldrama, hvor 35 uskyldige mennesker blev bragt i en rædselsfuld situation. Gerningsmanden bar på et skarpladt haglgevær, benzin og, påstod han, en bombe. Han var desperat efter at have tabt en bitter kamp om forældremyndigheden over sine børn og truede med at sprænge alle i luften, hvis sagen ikke blev genoptaget. Han begik denne kriminelle handling for at få opmærksomhed om sin situation. Og det fik han til fulde. Dramaet fik højeste prioritet i norske og udenlandske medier, og gidseltageren blev interviewet direkte i TV 2's debatprogram Sentrum.

Om formiddagen den 15. august 1991 opsøgte en kvinde Rakkestad lensmandskontor i Østfold og anmeldte en person som savnet. Den savnede var hendes 22-årige søn, Tor Arne Berg, som hun ikke havde set i tre måneder. Sønnen, der færdedes i det kriminelle miljø i Sarpsborgdistriktet og ikke havde nogen fast bopæl, forsvandt pludselig fra tid til anden, men han havde aldrig tidligere været væk i så lang tid. Det var helt unormalt, og hun var bange for, at der kunne være sket ham noget. Alle personnavne er fingerede.

Den moderate rigsdagsmand og avisejer Stig Bertilsson fra Vänersborg agiterede for voldsomme nedsættelser af pressestøtten i rigsdagen. Da han selv ansøgte om og modtog bidrag - godt 40 millioner kroner - blev han anklaget for at være dobbeltmoralsk og politisk uhæderlig. Den forhenværende idrætsminister og medlem af konstitutionsudvalget (KU) havde svært ved at leve, som han prædikede. Men det var værre endnu. Han lavede fusk ved hjælp af falske fakturaer! Efter lang tid blev Bertilsson dømt. Hans forbrydelse var så alvorlig, at han blev afsat som medlem af rigsdagen.

I 1955 udspillede der sig en række dramatiske og voldsomme begivenheder på Færøene – affødt af en strid om ansættelsen af en læge på sygehuset i Klaksvig. Situationen i Klaksvig blev efterhånden så tilspidset med direkte voldshandlinger mod forskellige myndighedspersoner, at man fra regeringens side i Danmark i september 1955 sendte et udrykningsmandskab af politifolk med fregatten "Rolf Krake" til Færøerne for at bringe ro og orden til veje igen.

Den 4. marts 1992 sendte Interpol Ankara et telegram til Interpol Stockholm og henstillede, at man tog imod tre politimænd og hjalp dem til rette under deres besøg i Stockholm. Politifolkene skulle ankomme til Arlanda den 12. marts klokken 12.35 og rejse igen den 17. marts. Det drejede sig altså om fem dage, hvor man skulle "tage sig af" politimændene.

- Vi har fundet en taske med hash i skoven uden for Hornbæk.- Undskyld, jeg forstod ikke. Vil du sige det igen?- Vi har fundet hash uden for Hornbæk. Tror der er femogtyve kilo. - Opringningen fra det danske kriminalpoliti den 31. oktober 2006 var mere end velkommen. Godt tre måneders efterforskning mod hovedmanden Johan Jureen havde endelig givet resultat.

Torsdag den 11. marts 1932 trådte rengøringshjælpen ind i elevatoren i ejendommen Mechelinsgatan 23 og kørte op til fjerde sal. Et lag af støv på opgangens vinduer kom til syne i forårssolens stråler. Nøjagtig kl. 09.00 ringede kvinden på dørklokken. Lidt efter prøvede hun endnu en gang, lidt kraftigere. Eftersom ingen lukkede op, stillede hun kost og spand fra sig og fandt en nøgle frem. Dette blev indledningen på en af vor tids mest berømte sager i finsk kriminalhistorie.