Bøger i Antropologiske studier serien i rækkefølge

I et velfærdssamfund som det danske er børneopdragelse ikke blot forældrenes opgave, men et anliggende for både samfund og stat. Den store opmærksomhed på børns trivsel og opførsel fra både medier og politikere fortæller om en udtalt bevågenhed og statslig prioritering. Denne samfundsinvolvering gør det vigtigt at se nærmere på børneinstitutionerne.For hvad er det for mennesker og medborgere, man søger at opdrage børnene til at blive? Hvad er det for værdier for opførsel og omgang, der arbejdes med? - og stemmer de overens med den opdragelsespraksis, der foregår i familier? Hvilke interesser er institutionaliseringen af børneopdragelsen udtryk for, og hvilke konsekvenser har den for børnene og for samfundet?Med afsæt i sociologen Norbert Elias civiliseringsbegreb forsøger denne bog at besvare disse spørgsmål. På baggrund af etnografiske feltarbejder ibørnehaver, folkeskoler og familier, samt interviews med 4-16 årige børn, deres forældre, pædagoger og lærere præsenterer bogen en række analyser af institutionsliv og opdragelse. Formålet er at få indsigt i de idealer og distinktioner, der ligger i den institutionelle organisering af børns liv i det danske velfærdssamfund.

"Mobilitet og tilknytning" belyser de sociale, økonomiske og kulturelle årsager, der får mennesker på alle kontinenter til at forlade deres hjemland. Igennem ni etnografiske studier fokuserer forfatterne i særlig grad på, hvordan en række vidt forskellige migranter møder og opfatter Danmark. For nogle er Danmark blot et af mange stop på en længere migrationsrute, for andre er det et nyt hjemland, og for endnu andre bliver det deres andet hjemland ud over det, de forlod. Undervejs illustrerer forfatterne, at integration og mobilitet ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger, og at migranterne på hver deres måde skaber og fastholder en tilknytning til både Danmark og verden udenfor.

Mobilitet og tilknytning belyser de sociale, økonomiske og kulturelle årsager, der får mennesker på alle kontinenter til at forlade deres hjemland. Igennem ni etnografiske studier fokuserer forfatterne i særlig grad på, hvordan en række vidt forskellige migranter møder og opfatter Danmark. For nogle er Danmark blot et af mange stop på en længere migrationsrute, for andre er det et nyt hjemland, og for endnu andre bliver det deres andet hjemland ud over det, de forlod. Undervejs illustrerer forfatterne, at integration og mobilitet ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger, og at migranterne på hver deres måde skaber og fastholder en tilknytning til både Danmark og verden udenfor.

Børnefamilier har kalenderen fyldt og hænderne fulde. Og forældre skal holde tungen lige i munden, for selvom en stor del af deres børns opdragelse sker uden for hjemmet, holdes de ansvarlige for afkommets opførsel og trivsel. Børn er blevet en spejling af forældrenes indsats. I Overskudsfamilier undersøger antropologen Dil Bach, hvordan velhavende forældre opdrager deres børn, og hvordan deres idealer smitter af på alle andre. På baggrund af tre års feltarbejde hos 15 familier i Nordsjælland viser hun, at de rige stik imod alle fordomme ikke forsømmer børnene. Tværtimod drosler mødrene ned for karrieren og investerer den så kostbare tid i 'projekt børn'. Ressourcestærke forældre fylder deres børn med kundskaber, kærlighed og sociale kompetencer, og de bidrager aktivt til fællesarrangementer med hjemmebagte kager og andet godt. Med deres engagement former de familiens identitet og status - men medvirker ogstå til en eksklusion af mindre stærke familier. Overskudsfamilier træder ikke kun ind i hjertet af velhavende familer, men tager pulsen på generelle opdragelsestendenser og forestillinger om det gode børne- og familieliv.

At dele er det nye sort. Vi holder ferie i andres hjem, vi lader fremmede køre vores bil, så længe de betaler og afleverer den igen, og på sociale medier deler vi nogle af vores sorger og næsten alle vores glæder. Men hvad er det egentlig, vi gør, når vi deler, hvad har den nye deleøkonomi med deling at gøre, og har vi mennesker ikke altid delt det fornødne med hinanden?I "Hvad vi deler" afdækker 13 forskere, hvordan deling viser sig som et komplekst fænomen, der verden over vedrører både moralske, sociale og økonomiske forhold. Det kommer ikke mindst til udtryk, når de fattigste dele af befolkningen på Papua Ny Guinea kræver, at de rigeste deler deres velstand med dem, når troende i Rusland ikke blot deler deres materielle goder, men også meget personlige spirituelle oplevelser, når grønlandske fiskere deler fangstkvoter, og når virksomheder som Airbnb og Uber lynhurtigt vokser sig store ved at udnytte deling som en sikker vej til enorme indtægter. Gennem disse og en række andre eksempler sætter bogen et af nyere tids største modefænomener på en lidt mere fast formel.

Mange børn og unge uden for Danmarks store uddannelsesbyer bliver i løbet af deres opvækst gradvist overbevist om nødvendigheden af at forlade deres hjemegn. De rejser og forstærker dermed den fraflytningstendens, som mange lokalsamfund i provinsen er ramt af. Opvækst i provinsen sætter fokus på den skævhed mellem land og by, som præger det danske samfund, men den udforskes her fra en ny vinkel. Med udgangspunkt i børn og unges perspektiver går bogen tæt på de processer, der lærer børn at tvivle på de lokale muligheder. Baseret på et antropologisk feltarbejde på Tønderegnen viser forfatterne, hvordan daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser spiller en central rolle i denne proces.

Det buldrer fra skyerne, og et voldsomt skybrud er på vej ind over Vejle. På et kommunalt kontor samles tre højvandsvagter i en indsats for at beskytte byen mod oversvømmelse. Ude i byen kæmper byens borgere for at afværge, at vandet trænger ind i deres kældre og hjem.Byen som etnografisk living lab formidler resultaterne af et antropologisk forsknings- og samarbejdsprojekt, hvor borgere deler oversvømmelseserfaringer med kommunale embedsfolk, hvis arbejde det er at klimatilpasse byen og beskytte den mod oversvømmelser. For alle parter er tillid, partnerskab og anerkendelse afgørende forhold, men når oversvømmelsen rammer, udfordres disse relationer.Bogen præsenterer også det etnografiske living lab som metode og viser, hvordan eksperimenterende inddragelse og empatisk indlevelse kan inspirere til nye samarbejder og løsninger.

Etnografiske museer i Europa er ikke, hvad de har været. Deres gamle rolle som forvaltere og formidlere af koloniherrernes indsamlinger er for længst passé, og en ny identitet i en tid med andre medier for globale fortællinger synes endnu ikke helt afklaret. Tendensen går fra kolonimuseer til verdensmuseer, der både stiller skarpt på klodens kulturelle mangfoldighed og forsøger at tiltrække et større publikum ved at spejle og diskutere nutidens sociale fænomener.I byer som Paris, Göteborg og Aarhus satser man på etnografien og bygger nye museer, mens gamle museer i Amsterdam og Helsinki trues af lukning. For visse politikere og økonomer undrer sig over, hvad vi overhovedet skal med etnografiske museer, når de fleste almindelige mennesker kan rejse til såvel Malawi som Mongoliet og via tv eller internet kan fordybe sig i andre fremmede kulturer.Det spørgsmål, dets mulige svar og konsekvenser for de etnografiske museers fremtid undersøger en række antropologer, museumsinspektører og etnografer i Etnografi på museum. Fælles for de etnografiske museer er, at de ikke længere ønsker at forvalte kolonitidens tankegange og magtstrukturer. Men via deres samlinger afdække nye forbindelser mellem de samfund, deres materiale stammer fra, og de steder, hvor genstandene udstilles. På den måde kan museeerne bruge fortiden til at skabe deres egen fremtid.