Bøger udgivet af Forlaget Tryfitten

Jagten på Mayabogen, Bind 2 af Finns og Oles sandfærdige beretninger. Læs 1. kapitel på www.tryfitten.dkBind 2 bringer hovedpersonerne til mayaindianernes centrale område, Yucatánhalvøen. Tyskeren Archibald Von Goritius har, i samarbejde med mayaspåmanden og kalendereksperten Al Pok Chi, i 1791 udarbejdet yderst foruroligende forudsigelser om, hvilke katastrofale ændringer i jordens klima der vil indtræffe som følge af den stigende afbrænding af alskens brændsler, bl.a. i de nymodens kulfyr, og forværret af vor sols periodiske varmeudbrud. Efter at bogen i kraft af hofurmager Goritius’ mekaniske snilde er dukket frem gennem et gammelt urværk på Rosenborg Slot, bliver den stjålet kort efter sin tilsynekomst. Så hovedpersonerne skal opspore og forsøge at hjembringe det værdifulde, gamle manuskript. Værdifuldt, gennem sin sjældenhed, og på grund af det for menneskehedens videre overlevelse vigtige budskab, det indeholder. Men i modsætning til første bind, hvor heldet for det meste er med Finn, Ole og kompagni, må flere af personerne igennem gruelig meget modgang, inden rejsen kan påbegyndes: mobning, latterliggørelse, trusler på livet, bittert uvenskab mellem de tidligere rejsekammerater... Selvom de senere modtager hjælp fra den danske Mayaforsker Frants Blom, og dennes stifinder, mayaindianeren Yum-yum, lurer mange farer på dem ude i det fremmede. De kyniske oliemillionærer, der stod bag tyveriet af Von Goritius’ for dem så farlige værk, lægger naturligvis fælder ud for vores unge opdagelsesrejsende...Også beretningernes nutidspersoner, fra første bind, har deres hyr. Den brave løjtnant Hans Greval og hans hjælpere har fået om muligt endnu flere problemer med politiet, fordi han i sandhedens navn har afsløret, at Fogh-Rasmussen og hans regerings højrøstede påstande om diktator Sadam Husseins besiddelse af masseødelæg- gelsesvåben, som begrundelsen for Danmarks deltagelse i Irakkrigen, ikke havde noget som helst på sig. Og oven i det har de fået, og påtaget sig, en næsten umulig opgave: De skal finde et tilskadekomment rumvæsen, en af kammeraterne efterladt tryfit, som, i følge de ubehagelige syner, der under særlige omstændigheder hjemsøger den overfølsomme advokat Rip og hans sekretærs datter Amanda, befinder sig indespærret i en skummel bjerghule et eller andet sted på Yucatán...Et sted, der kun kan findes ved en grundig granskning af Finns og Oles sandfærdige beretninger. Ganske vist slutter løjtnant Hanses franske kvartfætter, havforskeren Kilian Le Duff, fra Bretagne, sig til tryfitekspeditionen. Men allerede inden afrejsen fra Bretagne bliver det klart for deltagerne, at tryfitterne, da de i sin tid opsamlede truede livsformer på jorden, og udsatte disse på forskellige, til formålet indrettede asteroider, ved en beklagelig fejl skabte fine udviklingsbetingelser, ikke alene for de små, kvikke fombøtter, som den rapkæftede Titina, men for nogle andre, dødsens- farlige, rovgriske væsner, der med alle midler vil søge at underlægge sig eller fortrænge alle andre, levende væsner i universet...For at rette op på denne fejl bliver det nødvendigt at opsøge “evighedsgiften”, hvis opskrift befinder sig på et Zen-kloster i Japan. Men løjtnantens sønner, Johan og Eli, deres far, advokat Rip, og dennes hjælpere inviteres først med på en tur til planeten Mars. Titina har fået fortalt, at hendes forfædre blandt fombøtterne måske har besøgt de australske aborigins engang med et lille rumskib, og hun drømmer derfor om at besøge kænguruernes land. Finn kan forstå, at han er udset til en dag at ledsage tryfitterne på den lange hjemrejse til det meget fjerne Tryfonien, selvom han ikke forstår, hvordan han kan vedblive at være Finn og komme hjem igen...

Resumé af Evighedsgiften, Bind 3 af Finns og Oles sandfærdige beretninger.Som i de to forudgående bind sættes handlingen i gang af en usædvanlig genstand på Rosenborg Slot, hvor Ole kommer jævnligt, for at være sammen med sin skolekammerat Jens B., søn af slottets museumsinspektør Hr. B. Det drejer sig om et fornemt gammelt sværd, som har tilhørt Christian den Fjerde: Sværdet, på hvis hæfte tre slanger bider i tre hjerter. Evighedsgiften starter med den manende linje: “Hr. B. var helt ude af sig selv.” Og det er han, fordi et japansk Zen-buddhistisk kloster har anmodet om at låne sværdet. Det skal hjælpe dem til at finde frem til Evighedsgiften: en opskrift på en gammel kinesisk medicin, som kan forlænge livet lidt endnu for en af klosterbrødrene: En nu oldgammel knark, vi traf i bind 1: Didrik Kalkunfjæs, fra Christian den Fjerdes tid. Naturligvis må Finn og Ole af sted til Japan, for at se om de kan finde denne verdens ældste (og, viser det sig, også stærkeste...) mand og hans mystiske medicin. Under Japanopholdet bliver de involveret i andre sindsoprivende hændelser: den ene af dem falder i kløerne på den japanske underverden, Yakuzaen, den anden møder sin første forelskelse...Men også vores nutidspersoner, Løjtnant Hans Greval og co., har brug for Evighedsgiften. Det rumvæsen, de befriede i slutningen af bind 2, nemlig tryfitten Tryfine, har besluttet at uskadeliggøre de voldelige og intelligente dinosaurusser, der tog hende til fange, dinosapperne, hvis eksistens tryfitterne selv har ansvaret for. Til det formål vil hun lokke et fredeliggørende middel i dem. Lokkemaden er den livsforlængende Evighedsgift, og de fredeliggørende bestanddele bliver hun og hele befrierholdet nødt til at hente på en lille rask rumrejse til Mars. Under rumrejsen viser det sig, at de ellers ufejlbarlige tryfitter også har deres svage sider. Et konkurrerende tryfitsamfund, robottanerne, har påført Tryfine og andre tryfitter en frygtelig spillevirus, så da Tryfine indlader sig på et spil Ludo med jordboerne, opfører hun sig vildt urimeligt, og bringer endda ekspeditionen i fare. Men på Mars fortæller “Det mest medlidende væsen” hende, at en kur mod den spillesyge, der er ved at rive tryfitsamfundet fra hinanden, kan findes hos en indfødt australsk shaman ved navn Jack Gurrumul. Så er det jo heldigt, at Finn og Ole er ved at forberede en rejse til Australien, på invitation fra Oles onkel Emil. Tryfine håber, at hun og nutidspersonerne tilsammen kan finde frem til kuren mod tryfitternes spillesyge ved at bruge oplysningerne i 4. bind af Finns og Oles sandfærdige beretninger, som de ad snedige omveje er kommet i besiddelse af begyndelsen til. Resten af bindet befinder sig stadig i Australien, i onkelens gamle hus, og Tryfine inviterer derfor hele Grevalholdet med sig til Australien, på betalt ophold. I slutningen af Evighedsgiften hører vi derfor de første linier af Finns og Oles sandfærdige beretninger bind 4: “Titina blandt kænguruer” og kan forstå, at drengene vil få til opgave at prøve at befri Titina fra den hunkænguru, som har stoppet hende i sin pung og bortført hende – i den tro, at hun må være et lille, forladt kængurubarn...

Forlaget Tryfitten præsenterer her sin første bog: Finns og Oles sandfærdige beretninger, Bind 1: Det Magnetiske Guld. En anderledes bog for store børn i alle aldre, som ikke ligner noget af den øvrige bogmasse på markedet for børn og unge. Underfundig, har nogen læsere kaldt den. Ideel både til oplæsning og selvlæsning.Hvordan anderledes? Som titlen antyder, anderledes, bl.a. ved at give plads til en vis ironi i fremstillingen, uden at spændingen derfor sættes over styr. Der berettes, som englænderne siger: Tongue in cheek, eller, lidt mere dansk og upræcist: Med tungen lige i munden. Hovedfortællerstemmen er således ikke en normal voksenrøst, som spiller 10-12årig, men, så vidt dette er muligt, en noget nørdet tiårig i uklædelige brune knæbukser med elastik, hans kammerater, (hvoraf nogle er ældre), samt et par berettere fra det ydre rum.Rundt om denne handling, der er henlagt til 1950 (og til 1637), foregår en nutidig rammehandling, hvor forskellige voksne og et par børn og teenagere læser og kommenterer beretningerne, bl.a. fordi det lidt efter lidt får afgørende betydning for deres liv at finde ud af, hvad, nøjagtigt, man skal lægge i ordene ”sandfærdige beretninger”, for det er unge og ældre åbenbart vildt uenige om.Der er således kælet for den filosofisk indstillede læser, ung som gammel, og åbnes op for spørgsmål som: ”Hvad vil det sige at fortælle sandfærdigt?” ”Hvem er jeg egentlig nu, i forhold til dengang, jeg var yngre?” eller: ”Hvad vil det sige at opleve noget?”, og: ”Hvordan kan virkeligheden opleves SÅ forskelligt af andre, andre steder, i andre tider og livsaldre, eller af mig selv i forskellige aldre?” Undervejs i beretningerne kan man lære adskilligt om sig selv og sine jævnaldrende, og om verden i al almindelighed, fysik, biologi, geografi, historie og mærkelige fremmede kulturer. Samt, da det jo er science fiction, spekulere over, hvad videnskaben kan udrette af velmente, skøre og nogen gange katastrofale ændringer her på jorden, når det drejer sig om de forsøgsivrige Tryfitter, som er på studiebesøg fra en meget fjern planet i rummet.”Herregrineren med de tryfitter” kan vi citere én af de yngre læsere for at have sagt, mens de lidt ældre ofte har bekymret sig over rumvæsenernes vilde eksperimenteren med bl.a. gensplejsning.Men lad os lige forsøge et resumé:I 1950 læses ”fantasy” om hekse og troldmænd kun højt for uvidende småbørn. Næh, det, der tæller, er OPDAGELSESREJSER, de faktiske, til uudforskede steder på jorden, og de lige så utrolige rejser, som videnskaben kunne få til at ske, lige her og nu, som i Jules Vernes univers. Det fremmede har endnu bevaret sin fulde tiltrækning, og det vil Finn og Ole, på 10, have prøvet af. Da de en dag beundrer jord - og betonarbejderne, som graver på Østerbrogade, får de tilbudt en uventet chance:’”Hej, drenge, står I der endnu? Nu har vi gravet så dybt, vi orker i den her uge. Men vi har stillet skovlene ind i teltet. Så kan I drenge jo se, om I kan grave jer ind til jordens indre, indtil vi ses igen, hvis I da ikke får vabler i hænderne inden. Det er bare med at tage fat. Og fald nu ikke ud af hullet på den anden side af jorden, hvis I skulle nå så langt. Så kan I måske til gengæld fortælle os, om det er rigtigt, at kineserne går med hovedet nedad, når I kommer tilbage. Men pas på, for jeg har hørt, at det bliver varmere og varmere, jo nærmere man kommer til jordens indre. So long, drenge.” Han tog sig til kasketten og forsvandt. Finn P. og jeg kiggede på hinanden.’Efter en tids kamp med de tunge skovle tager begivenhederne en foruroligende drejning: ”...Og så var der jo også Jules Vernes historier...Men vi var ikke forberedt på, at der kunne ske noget så chokerende sådan lige i starten, efter kun et par timers gravning, og med eftermiddagssolen skinnende ind gennem den gule teltdug.Selv nu her bagefter, hvor jeg sidder med blyanten og stileheftet, er jeg ikke kommet mig over chokket, så underlig var hele oplevelsen. Det er næsten ikke til at få skrevet ned, sådan ryster jeg på hænderne, og jeg vil sikkert få mareridt af at genopleve de første sekunder.”Finn, kan du mærke, jorden dirrer en lille smule, eller er det bare mig, der bævrer i knæene af at have gravet så hårdt? Og lyder der ikke ligesom nogen hundesnøft dybt nedefra, men sådan meget ølbasseagtigt, som et meget stort dyr?”Et besynderligt uhyre fører vores to opdagelsesrejsende med sig ned i underjorden, til et system af granitforede gange. Gradvis bliver det klart, at væsner med meget større teknologisk kunnen må stå bag disse anlæg. Ombord på en ’jordkapsel’ bliver drengene med svimlende fart bragt om på den anden side af jorden, og, med et plask, langt ud i Stillehavet. Her bjerger de en mærkelig statue, der lidt efter lidt kommer til live som en kæk ung filippiner. Efter mange kilometers neddykning finder de en tilbagevej under jorden. De støder bl.a. på de truende tryfitter, befrier to rødhårede piger, og to i ekspeditionen pådrager sig den frygtede ’tidssyge’. Tilbage på overjorden bliver der holdt rådslagning på Rosenborg, hvor skolekammeraten Jens B. bor, fordi hans far er slottets museumsinspektør. Forskellige spor har i det foregående henvist til pygmæernes områder i Congo, i Afrika, som et muligt sted, man kunne finde en kur for de to ’tidssyge’. Vi hører også, for første gang, om ’det magnetiske guld’. Under en uforsigtig fægteleg på en af vindeltrapperne falder et gammelt dokument fra 1637 ud af en billedramme. Heri skriver en vis Diidrich Kalkuunfiæs fra Congo til sin bror, om guldet, der findes hos pygmæerne som et helt bjerg, og om, at han har sendt en portion til Christian den 4., for at kongen kan få lavet sig en krone deraf. Drengene har fået radiokontakt med en pilot i Congo, og senere, stadig med høretelefonerne på ude i haven, kontaktes de af et væsen, de først tror, er usynligt:’Knap havde jeg fået apparatet på igen, før den lille stemme vendte tilbage, denne gang mere skinger og højlydt: ”Så hør dog efter, jordbo. Jeg har brug for hjælp, for mit fartøj er gået i stykker. Jeg hedder Titina, og jeg er lige her.””Jamen, hvor er her?”, ville jeg vide.”Flyt dine plader, din klodsede jordbo. Du står på mit rumskib, dit kæmpemonster.”’Titina viser sig at være en meget lille, meget yndig og bestemt, rumskabning, som straks griber ind i den videre handling. Hun forlanger at blive ført til ’Kongen af Jorden’, fordi rumskibets motor skal bruge lidt magnetisk guld. Og det har hun målt sig frem til, at man kan finde inde på slottet...