Bøger af Sigbjørn Obstfelder

Det er fremfor alt diktene som har skaffet Obstfelder den plassen han har i litteraturhistorien, og med særlig fokus på ett dikt: Jeg ser. I likhet med Hamsuns Sult er dette blitt en litteraturhistorisk markør for 1890-årene, og som Munchs Skrik og Aften på Karl Johan er Jeg ser et av de mest slående kunstneriske uttrykkene for det moderne menneskets fremmedfølelse: “Jeg ser, jeg ser .../ Jeg er vist kommet på en feil klode! / Her er så underligt ...” Obstfelders poesi kan sies å være en litterær pendant til Munchs ekspresjonistiske billedkunst.Men Obstfelder skrev også dikt som er rene impresjoner, og han viser slektskap med de franske symbolistene, som f.eks. Verlaine. Riktignok brøt han med den tradisjonelle diktningens bruk av fast enderim og fast rytme, men diktene hans er langt fra urytmiske. Obstfelder ble aldri musiker, i stedet brakte han musikken inn i poesien, både i valg av titler og ikke minst formspråk. Regn er et rytmisk og lekent eksempel, velkjent den dag i dag: “En er en, og to er to – / vi hopper i vand, / vi triller i sand. / Zik zak, / vi drypper på tag, / tik tak, / det regner idag.”Sigbjørn Obstfelder har hatt stor innflytelse. Fra diktene hans går en linje frem til flere av våre største modernister, bl.a. Rolf Jacobsen.(Norsk Biografisk Leksikon)

Inspirert av Baudelaire skrev Obstfelder også prosadikt, og i midten av 1890-årene planla han å utgi en samling, noe det ikke ble noe av. Et dusin av dem ble publisert i aviser og tidsskrifter mens hans levde, og ved siden av diktene er prosadiktene blitt stående som det mest betydelige ved forfatterskapet. Tekstene kan ha klare fortellende innslag, men de kan også ha et mer symbolistisk preg, som i Hustru. Byen, et av hans mest kjente prosadikt, uttrykker noe av den samme fremmedfølelsen som Jeg ser.(Norsk Biografisk Leksikon)

Sigbjørn Obstfelder (født 21. november 1866 i Stavanger, død 29. juli 1900 i København) var en norsk forfatter. Han regnes som en av Norges første modernistiske diktere.Romanen "Korset" betraktes i dag som et av hovedverkene i den nyromantiske 1890tallsdiktningen. I romanen møter leseren hjertets egen stemme og rytme, i en fortelling om kjærlighet og død, om lidenskap og lidelse, trofasthet og troløshet.

Sigbjørn Obstfelder skriver i et brev til skuespillersken Johanne Dybwad om sit skuespil "De røde dråber" (1897):Første akt indeholder blot spænding mod de andre. Den vil ved første gangs gjennemlæsning ikke forstås, — men skulde stå frem ved en skuespiller, der havde sat sig ind i Odd’s væsen, som forklares ved de næste akter. Helt vil den måske først forstaas efter fjerde akt.Ved flygtigere gjennemlæsning kan det gi anledning til misforståelse, at der fremstilles den scene og de personer, man er vant til fra Bjørnsons og Ibsens samfundsdramer. Man kunde da tro, at den dramatiske konflikt er det, som foregår mellem Odd og disse mennesker. Dette er ikke tilfældet. Det, som foregår med Odd, foregår blot i forhold til ham selv. Og det er det, som skulde være det nye, og gale, eller det nye og gode, og den for en god skuespiller interessante opgave.Disse andre mennesker er blot til som baggrund, som „Chorus“, hvorpå Odd, Berg, Lili, Borghild skulde stå frem som store silhouetter, digtede over nogle af livets store magter. Det er slet ikke meningen at fremstille Odd som den, der er martyr for disse hverdagsmennesker. Tvertimod, han skuffer dem virkelig. Første akt handler blot om ham selv, og de andre fremstiller malerisk, hvad der sætter hans sind i bevægelse og kamp. Han optar ingen kamp med dem. Men han jages af idealet, af de store følelser af menneskets smerte og ufuldkommenhed, og så den store pligt mod skjønheden. Han jages heraf, og han lider, — han lider ved at skuffe sin bys mennesker, men han må, — han lider ved at skuffe Borghild, men han må, — om hende har han kanske havt et skjælvende lidet håb, at hun skulde komme mod ham, ville forstå ham, — men det har blot været et lidet håb, han selv ikke har vidst om. Han er forbandet — forbandet netop ved denne forfærdelige drift, der er lagt ned i ham, driften mod det overmenneskelige, det guddomsfagre. Han vet, at de må gå fra ham alle, han venter sig ikke andet, og det falder ham ikke engang ind at forklare, hvad det er han vil. Hvad vilde det også nytte? Da det jo i ham selv må være så uhåndgribeligt, mere en dunkel følelse, — en følelse, der mange gange blir helt til angst...Fremdeles er første og fjerde akt stillet musikalsk mod anden og tredje. Man ser i anden akt ikke alene Odd i hans ensomhed, men man ser hans ensomhed, man ser den forbandedes ensomhed.(Efterladte Arbejder)

1898 giftet Obstfelder seg med den danske sangeren Ingeborg Weeke, men det ble et kortvarig og turbulent ekteskap. Han døde av tuberkulose på Kommunehospitalet i København 29. juli 1900, nær 34 år gammel.Et dypt personlig verk er En prests dagbog, som ble utgitt kort etter Sigbjørn Obstfelders død. Den uferdige boka regnes som hans hovedverk ved siden av Digte. Den preges av dyptgripende sannhetssøken og erkjennelsestrang