Det Magnetiske Guld

Forlaget Tryfitten præsenterer her sin første bog: Finns og Oles sandfærdige beretninger, Bind 1: Det Magnetiske Guld. En anderledes bog for store børn i alle aldre, som ikke ligner noget af den øvrige bogmasse på markedet for børn og unge. Underfundig, har nogen læsere kaldt den. Ideel både til oplæsning og selvlæsning.
Hvordan anderledes? Som titlen antyder, anderledes, bl.a. ved at give plads til en vis ironi i fremstillingen, uden at spændingen derfor sættes over styr. Der berettes, som englænderne siger: Tongue in cheek, eller, lidt mere dansk og upræcist: Med tungen lige i munden. Hovedfortællerstemmen er således ikke en normal voksenrøst, som spiller 10-12årig, men, så vidt dette er muligt, en noget nørdet tiårig i uklædelige brune knæbukser med elastik, hans kammerater, (hvoraf nogle er ældre), samt et par berettere fra det ydre rum.
Rundt om denne handling, der er henlagt til 1950 (og til 1637), foregår en nutidig rammehandling, hvor forskellige voksne og et par børn og teenagere læser og kommenterer beretningerne, bl.a. fordi det lidt efter lidt får afgørende betydning for deres liv at finde ud af, hvad, nøjagtigt, man skal lægge i ordene ”sandfærdige beretninger”, for det er unge og ældre åbenbart vildt uenige om.
Der er således kælet for den filosofisk indstillede læser, ung som gammel, og åbnes op for spørgsmål som: ”Hvad vil det sige at fortælle sandfærdigt?” ”Hvem er jeg egentlig nu, i forhold til dengang, jeg var yngre?” eller: ”Hvad vil det sige at opleve noget?”, og: ”Hvordan kan virkeligheden opleves SÅ forskelligt af andre, andre steder, i andre tider og livsaldre, eller af mig selv i forskellige aldre?”

Undervejs i beretningerne kan man lære adskilligt om sig selv og sine jævnaldrende, og om verden i al almindelighed, fysik, biologi, geografi, historie og mærkelige fremmede kulturer. Samt, da det jo er science fiction, spekulere over, hvad videnskaben kan udrette af velmente, skøre og nogen gange katastrofale ændringer her på jorden, når det drejer sig om de forsøgsivrige Tryfitter, som er på studiebesøg fra en meget fjern planet i rummet.
”Herregrineren med de tryfitter” kan vi citere én af de yngre læsere for at have sagt, mens de lidt ældre ofte har bekymret sig over rumvæsenernes vilde eksperimenteren med bl.a. gensplejsning.
Men lad os lige forsøge et resumé:
I 1950 læses ”fantasy” om hekse og troldmænd kun højt for uvidende småbørn. Næh, det, der tæller, er OPDAGELSESREJSER, de faktiske, til uudforskede steder på jorden, og de lige så utrolige rejser, som videnskaben kunne få til at ske, lige her og nu, som i Jules Vernes univers. Det fremmede har endnu bevaret sin fulde tiltrækning, og det vil Finn og Ole, på 10, have prøvet af. Da de en dag beundrer jord - og betonarbejderne, som graver på Østerbrogade, får de tilbudt en uventet chance:
’”Hej, drenge, står I der endnu? Nu har vi gravet så dybt, vi orker i den her uge. Men vi har stillet skovlene ind i teltet. Så kan I drenge jo se, om I kan grave jer ind til jordens indre, indtil vi ses igen, hvis I da ikke får vabler i hænderne inden. Det er bare med at tage fat. Og fald nu ikke ud af hullet på den anden side af jorden, hvis I skulle nå så langt. Så kan I måske til gengæld fortælle os, om det er rigtigt, at kineserne går med hovedet nedad, når I kommer tilbage. Men pas på, for jeg har hørt, at det bliver varmere og varmere, jo nærmere man kommer til jordens indre. So long, drenge.” Han tog sig til kasketten og forsvandt. Finn P. og jeg kiggede på hinanden.’
Efter en tids kamp med de tunge skovle tager begivenhederne en foruroligende drejning: ”...Og så var der jo også Jules Vernes historier...Men vi var ikke forberedt på, at der kunne ske noget så chokerende sådan lige i starten, efter kun et par timers gravning, og med eftermiddagssolen skinnende ind gennem den gule teltdug.
Selv nu her bagefter, hvor jeg sidder med blyanten og stileheftet, er jeg ikke kommet mig over chokket, så underlig var hele oplevelsen. Det er næsten ikke til at få skrevet ned, sådan ryster jeg på hænderne, og jeg vil sikkert få mareridt af at genopleve de første sekunder.
”Finn, kan du mærke, jorden dirrer en lille smule, eller er det bare mig, der bævrer i knæene af at have gravet så hårdt? Og lyder der ikke ligesom nogen hundesnøft dybt nedefra, men sådan meget ølbasseagtigt, som et meget stort dyr?”
Et besynderligt uhyre fører vores to opdagelsesrejsende med sig ned i underjorden, til et system af granitforede gange. Gradvis bliver det klart, at væsner med meget større teknologisk kunnen må stå bag disse anlæg. Ombord på en ’jordkapsel’ bliver drengene med svimlende fart bragt om på den anden side af jorden, og, med et plask, langt ud i Stillehavet. Her bjerger de en mærkelig statue, der lidt efter lidt kommer til live som en kæk ung filippiner. Efter mange kilometers neddykning finder de en tilbagevej under jorden. De støder bl.a. på de truende tryfitter, befrier to rødhårede piger, og to i ekspeditionen pådrager sig den frygtede ’tidssyge’.
Tilbage på overjorden bliver der holdt rådslagning på Rosenborg, hvor skolekammeraten Jens B. bor, fordi hans far er slottets museumsinspektør. Forskellige spor har i det foregående henvist til pygmæernes områder i Congo, i Afrika, som et muligt sted, man kunne finde en kur for de to ’tidssyge’. Vi hører også, for første gang, om ’det magnetiske guld’. Under en uforsigtig fægteleg på en af vindeltrapperne falder et gammelt dokument fra 1637 ud af en billedramme. Heri skriver en vis Diidrich Kalkuunfiæs fra Congo til sin bror, om guldet, der findes hos pygmæerne som et helt bjerg, og om, at han har sendt en portion til Christian den 4., for at kongen kan få lavet sig en krone deraf. Drengene har fået radiokontakt med en pilot i Congo, og senere, stadig med høretelefonerne på ude i haven, kontaktes de af et væsen, de først tror, er usynligt:
’Knap havde jeg fået apparatet på igen, før den lille stemme vendte tilbage, denne gang mere skinger og højlydt: ”Så hør dog efter, jordbo. Jeg har brug for hjælp, for mit fartøj er gået i stykker. Jeg hedder Titina, og jeg er lige her.”
”Jamen, hvor er her?”, ville jeg vide.
”Flyt dine plader, din klodsede jordbo. Du står på mit rumskib, dit kæmpemonster.”’
Titina viser sig at være en meget lille, meget yndig og bestemt, rumskabning, som straks griber ind i den videre handling. Hun forlanger at blive ført til ’Kongen af Jorden’, fordi rumskibets motor skal bruge lidt magnetisk guld. Og det har hun målt sig frem til, at man kan finde inde på slottet...